
Digitaliseringsstyrelsen har nu igangsat et tilsyn med fire danske teleselskaber for at undersøge, hvordan de har anvendt såkaldte SMS-filtre til at forhindre svindelbeskeder.
Forleden kom det frem at teleselskaberne i månedsvis har haft adgang til at læse private SMS’er, med henblik på at etablere og vedligeholde filtre som frasorterede scam SMS’er.
Nu har Digitaliseringsstyrelsen indledt en undersøgelse af forløbet, hvor formålet er at afklare, om selskaberne har håndteret filtreringen i overensstemmelse med reglerne om tele- og persondatasikkerhed.
Filtrering af beskeder under lup
I første halvår af 2025 anvendte flere teleselskaber et system, der automatisk kunne fange mistænkelige sms’er – eksempelvis beskeder med falske links eller phishingforsøg.
Men løsningen byggede på en metode, hvor indholdet af sms’er i visse tilfælde blev lagret og gennemgået manuelt af medarbejdere. Det har nu fået Digitaliseringsstyrelsen til at se nærmere på, hvordan filtreringen blev udført, hvor længe beskederne blev opbevaret, og hvem der havde adgang til dem.
Ifølge branchen blev systemet taget ud af drift før sommerferien, blandt andet fordi det krævede for omfattende menneskelig involvering.
Styrelsen kræver svar
Efter at have fået kendskab til filtreringen i august bad styrelsen teleselskaberne redegøre for, hvordan ordningen fungerede i praksis. Der er blandt andet bedt om dokumentation for, hvor mange sms’er der blev fanget i filtrene, hvor mange ansatte der kunne læse beskederne, og hvordan selskaberne har sikret, at reglerne i Teleloven er fulgt.
Undersøgelsen skal kortlægge, om filtrene har været i strid med lovgivningen – eller om selskaberne har fundet en lovlig balance mellem sikkerhed og privatlivsbeskyttelse.









