Forside * Fokus

Xbox One: Broadcast tv er dødt, længe leve streaming





 


Her er den næste artikel i vores serie om erfaringer med den kommende konsol Xbox One. Vi kigger på TV-delen.


Forleden publicerede vi “Første weekend med Xbox”, og i kommentarerne undrer Mikkel Petersen sig over, at denne skribent for det meste brokker sig over maskinens begrænsninger, men alligevel slutter historien af med underrubrikken “Godt tilfreds.”


Lad mig prøve at forklare.


Xbox One føles langt hen af vejen som et beta-produkt. Den langsommelige og komplicerede installation med en stor patch er blot det første symptom. At Kinect ikke altid virker efter hensigten forstærker indtrykket. Men at Digital Surround som udgangspunkt ikke virker med live tv sætter en stor tyk streg under den udmelding.


Som udgangspunkt er Xbox One nemlig ikke i stand til at tage Digital Surround fra din kabel- eller satellit-boks og sende det videre til dit tv eller surround-receiver. Det nedskaleres til stereo. Du skal ind i en undermenu og aktivere en “beta”-indstilling for at kunne sende Digital Surround igennem Xbox One. Virkelig, Microsoft.


Dertil kommer at stort set alle apps skal installeres og hentes fra nettet. Vil du spille Blu-ray-film? Hent en app. Vil du spille lyd-cd’er? Hent en app. Og glem alt om at afspille MP3-cd’er.  Den nuværende applikation virker kun med traditionelle cd’er.


Vi savner et væld af apps fra Xbox 360, deriblandt HBO Go og UFC.tv (en personlig favorit).


Det er tydeligt at Microsoft har haft travlt med at få Xbox One ud af døren, og denne skribent forventer et væld af softwareopdateringer over de næste måneder, der vil forbedre maskinen og tilføje nye funktioner.  


 


 





TV på Xbox One bliver først rigtigt et hit, når boksen får sin egen tv-tuner eller – endnu bedre – adgang til IPTV leveret via bredbåndsforbindelsen. Foto: recordere.dk



 



Det føles bare rigtigt


Hvorfor er jeg så “godt tilfreds”? Fordi jeg ser potentialet. Selvom Kinect ikke altid adlyder mine stemmekommandoer, så har systemet efter få dage fuldstændig forandret måden jeg bruger mit tv. Selvom Kinect kan virke humørsyg, så er det for det meste stadigvæk hurtigere og nemmere at bruge stemmekommandoer end fjernbetjeningen, og skal du igennem avancerede menuer, så er Xbox One SmartGlass app’en at foretrække fremover en traditionel remote.


Jeg ærgrer mig over, at HBO Go endnu ikke er tilgængelig på Xbox One, men Netflix fungerer fremragende og ligeledes gør Amazon Instant Video, der i USA så småt er ved at opbygge et troværdigt katalog af film og tv-serier. Ja, snart kan Amazon fungerer som et reelt alternativ til Netflix.


Xbox One beviser at streaming er fremtiden, især hvis du har en hurtig bredbåndsforbindelse og en Kinect-sensor. Jeg vælger afsnit, pauser afspilningen, skruer op og ned for lyden, og spoler løs med stemmekommandoer. Det er bare herligt, og som jeg nævnte i første artikel, så er der et plus at kæresten af uransagelige årsager fuldstændig har taget syvmileskridtet ind i fremtiden med mig.


Hvis Xbox One udvikler sig i samme grad som det var tilfældet med Xbox 360, så har vi nogle spændende ting og sager i vente. 


 


 





Xbox One kan ikke holde styr på, hvilken kanal du er på eller give adgang til dine tv-optagelser. Foto: recordere.dk



 



Dø, broadcast tv. Dø!


Jeg vil virkelig også gerne synes om integrationen med live tv,  men her er det tydeligt at Microsoft har valgt en lappeløsning. Det ville være bedst hvis jeg kunne bruge Xbox One som kabel-boks, og bare streame alle kanaler ind i maskinen via mit bredbånd. Men det er tv-mafiaen endnu ikke parat til, så i stedet prøver Xbox One at overtage kontrollen med tv-boksen ved at nappe en kopi af lyd og billede fra HDMI-signalet og styre det hele via infrarøde signaler.


Og ja, det virker da. Jeg kan få tv frem på skærmen igennem Xbox One, og Microsofts egen programguide – OneGuide – er da også pæn med god information og mulighed for at kun vise dine favoritkanaler.


Og du kan tale til OneGuide. “What’s on HBO,” viser hvad pt. sendes på den kanal, og jeg kan udtale titler for at få vist mere information, og sige kommandoer som “page up/down,” “earlier,” “later,” og “Jump up/down” for at bevæge mig rundt i programguiden. Og nå ha, gamepad og Xbox One SmartGlass-applikationen også til rådighed. 


 


 





Microsofts bud på en programguide, OneGuide, er velfungerende men intet specielt. Det er tydeligt, at tv-delen er fanget i fortiden. Foto: recordere.dk



 



Vingeskudt oplevelse


Problemet er, at Xbox One kun har begrænset kontrol over din kabel-boks. Du kan ikke bede Xbox One om at optage programmer eller hive fat i on-demand indhold. Hvis du hiver fat i din gamle kabel-boks-remote og skifter kanaler, så ved Xbox One ikke hvad du har gang i. OneGuide er heller ikke altid helt hurtig nok til at hente data fra nettet – og det er på trods af, at jeg har en superhurtig 110-megabit bredbåndsforbindelse og har koblet Xbox One til via Ethernet-kabel.


Og fik jeg nævnt, at surround sound på tv via Xbox One er i beta?


Det er ikke fordi tv via Xbox One er decideret dårligere end før. Men heller ikke specielt bedre. Det er bare .. en lille smule anderledes med ny funktionalitet. Jeg klynger mig til fantasien om, at Microsoft inden ikke så længe annoncerer, at tv-kanaler kan leveres via nettet, så kabel-boksen kan smides på genbrugsstationen.


Microsoft har pt. svært ved at indfri alle løfterne. Der er endnu for mange ting, der ikke fungerer eller ikke fungerer godt nok. Det er dog tydeligt, at der er tonsvis af potentiale. Hvis vi bare kunne slippe for kabel-bokse og infrarøde signaler?


 


 





Brugerfladen fra kabel-boksen blandet med Xbox One. Det er lidt noget rod. Foto: recordere.dk


Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.