Forside * Fokus

Streaming-tv er forsinket TV




TV via streaming kan give forsinkelser i signalerne. Foto: Shutterstock



 


Streaming-tv er forsinket TV


Net-tv er det nye sort, for det er tilgængeligt alle steder hvor der er en internetforbindelse af rimelig hastighed. Men én ting bør man vide…


En detalje man bør være opmærksom på ved net-tv, er at TV-signalerne ofte er forsinkede i forhold til antenne-tv, kabel-tv og satellit.


Der er også forsinkelser på den traditionelle TV-distribution, men det er typisk kun fra millisekunder og op til nogle få sekunder. På net-tv kan derimod opleves en mere markant forskel.


Anvendt på en sekundær tv-skærm som computer, smartphone eller tablet er det normalt uden betydning, for de skærme er netop sekundære; Men når net-tv bliver kilden til den primære tv-skærm i hjemmet, så er det noget man bør kende og forholde sig til.


 


Ny distributør af net-tv


Emnet er blevet aktuelt fordi Danmark nu får en ny TV-distributør.


En leverandør af TV til stuealteret, der alene udsender signalerne via streaming net-tv. Så her er net-tv ikke længere noget ekstra til computer, smartphone og tablet. Det er det primære tv-signal, som (også) skal op på husets primære TV.


Vi har derfor kigget på forsinkelser i signalerne på den nye TV-distributør, Watz Me Now, og det viser sig at signalerne ankommer mere end 1 minut senere, i forhold til hvornår de er udsendt fra TV-stationen.


Jeg målte helt op til 1 minut og 20 sekunders forsinkelse på DR1 fra Watz Me Now, sammenlignet med DR1 fra YouSee kabel-tv. TV 2 ankom 1 minut og 10 sekunder senere end ditto kanal på kabel-tv.


 


Forsinkelser på net-tv er normalen


Om forsinkelserne af TV betyder noget i praksis må afhænge af ens tv-vaner. Man lever nok med at Nyhederne starter kl. 19:01 istedet for kl. 19:00, og at naboerne skråler nytåret ind et minut tidligere.


Men det man bør være opmærksom på, er TV-programmer hvor man skal ringe ind, deltage i en SMS-afstemning med kort tidsfrist, deltage i gameshows fra smartphone/tablet o.lign.


Den type tv-udsendelser kan være en udfordring, med de forsinkelser der er på dagens net-tv.


 


Program-typer hvor forsinkelsen kan drille


Eksempler på tv-programmer hvor en forsinkelse kan genere.


1) Du ser “Hvem vil være millionær” og får chancen for på 30 sekunder at gætte med på million-spørgsmålet via SMS. Men på det tidspunkt du tilbydes denne mulighed, der er det allerede for sent at quizze med.


2) Du ser “Pengene på bordet” og spiller med fra iPad. Men du ser spørgsmålene på iPad mere end et minut før de kommer på skærmen, og det spolerer oplevelsen af selve tv-programmet.


3) Du ser “X Factor”, og får at vide at SMS-afstemningen slutter om lidt. Men den kan allerede være slut dér.


 


Målte forsinkelser på net-tv


De målte forsinkelser er vejledende, og målt i forhold til de digitale kanaler på YouSee kabel-tv.
























Distributør DR1 TV 2
YouSee net-tv 29 sek. 25 sek.
DR net-tv 25 sek.
TV 2 net-tv 41 sek.
Watz Me Now net-tv 80 sek. 71 sek.


Målingerne er foretaget d. 2/2 2014


 


Watz Me Now: Kan optimeres


Fra Watz Me Now lyder det at forsinkelsen ikke behøver være så stor som nu, men at de har prioriteret kvalitet over forsinkelse.


“I første omgang fokuserer vi på at give Watz Me Now-seerne markedets bedste AV kvalitet i bussen, i toget, i sommerhuset og derhjemme. Vi kan allerede nu se på forbruget hos vores beta-testere, at det meste sening sker på catch up og start forfra, så latency på live-signalet er mindre vigtigt”, fortæller direktør i Watz Me Now, Lars Christiansen, til recordere.dk og fortsætter:


“Det er dog noget som vores leverandør Mediathand kan optimere med tiden, vi vil bare ikke risikere at det går ud over kvaliteten”.


 


Se også


Danmarks nye TV-distributør slår dørene op


VIDEO: Watz Me Now Smart Stick


TV-modtager til Watz Me Now


Smugkig: Watz Me Now på iPad

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.