Forside Nyheder

Ny, animeret Star Trek-komedieserie på vej

-

Star Trek-fans er glade for tiden.

Star Trek-universet kom ud af flere års dødvande med ’Star Trek: Discovery’ og nu kommer der endnu flere Star Trek-relaterede serier.

Snakken går om en mere poppet serie, der foregår på Starfleet-akademiet samt en miniserie baseret på hændelserne i den anden Star Trek-film, ’The Wrath of Khan’. Og så kommer der naturligvis den nye serie om Jean-Luc Picard, der blev annonceret i august.

Men den første, nye serie, som Star Trek-fans kan sætte tænderne i, bliver animeret. Og den skal næppe tages ret alvorligt. Den kommer til at hedde ’Star Trek: Lower Decks’ og handler om det mere håndværksagtige mandskab på et af flådens mindst vigtige skibe, og vi får et indblik i, hvordan lederskabets beslsutninger opleves på de nedre dæk.

Det siger måske en hel del om, hvordan stilen bliver, at det er ’Rick and Morty’-bagmanden Mike McMahan, der også står bag ’Star Trek: Lowe Decks’. Kodeordet vil formentlig være: Løssluppen.

McMahan har i øvrigt været en total Star Trek-nørd hele sit liv. Det er også ham, der står bag den humoristiske Twitter-konto @TNG_S8, hvor han lægger ”idéer” op til afsnit i en fiktiv, ottende sæson af ’Star Trek: The Next Generation’.

Annonce