
Et nyt, amerikansk elbil-firma har set dagens lys. I stedet for en masse dikkedarer giver Slate Auto dig en elbil-platform, du selv kan bygge ovenpå – til en brøkdel af konkurrenternes pris.
Hvis der er to mål, den samlede, internationale elbil-industri arbejder henimod, så er det disse: Udvidelse af rækkevidden på en opladning og en reduktion af salgsprisen. Begge dele hører til de største hindringer i vejen for at flere mennesker skifter over til en elbil. Men de er også forbundne med hinanden.
Batteriet og andre teknologier har indflydelse på rækkevidden, og jo bedre og nyere denne teknologi er, jo dyrere er den. Og så meget desto højere bliver elbilens pris. Det er altså kerne-elementerne i en elbil, der gør den dyr, og det er først når disse kerne-teknologier bliver billigere, at elbilen også bliver det.
Men hvad nu, hvis der var andre steder, man kunne spare? Hvad nu, hvis man samtidig med at sparekniven blev svunget indførte muligheden for personliggørelse af bilen? Det siger sig selv, at et køretøj, der kan slå folk ihjel, ikke kan gøres tilgængelig som et kit, man selv kan lodde og svejse sammen. Men måske kan man komme et stykke ad vejen med mindre?

Det er i hvert fald idéen bag en ny elbil-producent fra USA, der hedder Slate Auto. I stedet for at henvende sig til folk med råd til en dyr elbil, sådan som Lucid, Rivian, og ikke mindst Tesla har gjort det, er Slate Autos publikum meget mere nede på jorden. Og det er prisen på deres biler også.
Nul bilstereo
Køretøjet med det ligefremme navn Slate Truck står først for, og går ifølge flere kilder i produktion til næste år. Der er tale om en lille el-ladvogn med plads til to i førerkabinen. Kompromiserne begynder allerede, så snart man skal beskrive den i yderligere detaljer end de førnævnte.
Det mest skrabede på Slate Truck er nok batteriet og dermed rækkevidden. Du kan kun køre 240 km på en opladning, hvilket er under halvdelen af mange topmodeller indenfor kategorien. Dertil kommer, at den kun fås i én farve, en halvkedelig grå. Selv lydsystemet er sparet væk.

Du skal altså selv have en transportabel Bluetooth-højttaler med, hvis du vil høre musik, podcasts, eller tale i telefon, når du er ude at køre. Men det giver naturligvis mulighed for selv at vælge, hvor meget du vil gøre ud af lydkvalitet og -styrke med mere i førerkabinen. Og den grå farve? Den er netop neutral fordi Slate vil have at folk selv skal udsmykke deres Slate Truck.

Det ligger lidt i navnet Slate, der blandt andet kan betyde tavle. I USA taler man om en ”clean slate”, når tavlen er visket ren, og man starter fra bunden. Og det er jo netop planen med Slates elbiler – de er en slags kanvas, du kan male din helt egen elbil på.
Halv pris
Det kan man også se på, at Slate ifølge The Verge planlægger at tilbyde forskellige modulære opgraderinger, herunder en større batteripakke og en mulighed for at sætte tag på ladet, så den bliver til en SUV. Det er angiveligt denne idé, der blandt andet har fået investorer som Jeff Bezos ombord i projektet.
Men alle kompromiserne indgås jo af en årsag, og i dette tilfælde er årsagen en lavere pris. Når Slate Truck går i produktion næste år, forventes prisen at ligge på under 25.000 dollar, hvilket bliver ca. 20.000 dollar efter skattefradrag og anden elbil-statsstøtte er regnet med. Det er omkring halvdelen af, hvad elbiler typisk udbydes for i USA.

Den billigste elbil til salg på det amerikanske marked er Nissan Leaf, der koster omkring 10.000 dollar – 50%! – mere end Slate Truck og har en sammenlignelig rækkevidde på en opladning. Så jo, de 20.000 dollar, svarende til cirka 131.384 kroner, er meget billigt for en elbil, især når mærket er amerikansk.
Om Slates køretøjer bliver tilgængelige i Danmark, og hvad de kommer til at koste, finder vi nok først ud af næste år. Men modulariteten og personliggørelsen bliver da en sjov elbil-trend, hvis den altså kan bryde igennem.