Forside * Nyheder

Den nye Motorola RAZR 60 Ultra kan fås i træ-finish

- 1
(Foto: Motorola)

Motorola har annonceret tre nye RAZR-modeller, hvoraf to nu kan bestilles i Danmark. Ultra-modellen kan fås med træ-ryg og lader lynhurtigt op.

Tilbage i 2014 lancerede Motorola smartphone Moto X, der mere end noget andet skilte sig ud ved at kunne fås i træ-finish. Det blev aldrig nogen megatrend at lave smartphones i træ, men det har ikke forhindret Motorola i at gentage tricket her mere end ti år senere.

Denne gang er det imidlertid en af de nye, foldbare Razr-modeller anno 2025, der får lov at ligne et skærebræt i ministørrelse. Okay, det er en temmelig unfair betegnelse, for Razr-serien er som bekendt fokuseret på et minimalistisk og slankt design, og indførelsen af træpaneler gør kun telefonen mere unik.

Annonce:

Det er dog kun topmodellen Razr 60 Ultra, der kan fås i træ-design. Den kan i øvrigt også fås med Alcantara-ryg, hvis du foretrækker denne type tekstil, der også har kunnet findes på IKEA-sofaer, bilsæder og Surface-tastaturcovers.

RAZR 60 Ultra i forskellige positioner (Foto: Motorola)

Du kommer som vanligt også til at betale for Ultra-modellen. Den danske pris ligger på 9.999 kroner. Og som det også altid er tilfældet med foldbare, skal der gås lidt på kompromis med indmaden, fordi du betaler ekstra for den foldbare skærm. Du skal ikke forvente de samme kamera-specifikationer som en telefon til samme pris uden foldbar skærm, for eksempel.

Ekstra koster ekstra

Det betyder dog ikke, at kamera-modulet på RAZR 60 Ultra mangler noget som sådan. Det består af to hovedkameraer med 50 megapixels opløsning, ligesom på de andre Ultra-modeller. Forskellen er dog, at sensoren på Ultra’en arbejder med en pixelstørrelse på 2.0 μm, hvor pixelstørrelsen på de billigere modellers sensorer er på 0.8 μm.

Men derudover er det meget små tekniske kompromiser, der skal indgås. RAZR 60 Ultra bliver drevet af en Snapdragon 8 Elite-processor, som anses for at være toppen af poppen på Android-platformen lige nu. De to andre, nyannoncerede modeller må nøjes med mindre: Razr Plus 2025 bruger den samme Snapdragon 8S Gen 3-processor som sidste års model, mens standardmodellen, Razr, nu har Mediateks Dimensity 7400X-chipset ombord.

Alcantara-versionen af RAZR 60 Ultra (Foto: Motorola)

Ultra’en har også en lille anelse større inderskærm end de to andre modeller. Den er på 7” mod 6,9” på RAZR 60 Plus og RAZR 60-modellerne. Den ydre skærm er en 4” på Ultra og Plus, men kun 3,6” på RAZR 60. Alle skærmene er, så vidt vi kan se, pOLED-skærme. Lysstyrken på Ultra-modellen er dog en hel del højere end på de to andre modeller, 4.500 nits mod 3.000 nits. Det bør nævnes at de første anmeldelser af telefonen roser den for at have en næsten umærkelig og usynlig fold i åben tilstand.

Ingen Plus i DK?

Basismodellen af RAZR 60 Ultra kommer med 16GB RAM og 512GB lagerplads som standard mod 8GB/256GB for de andre modeller.  Alle tre modeller er blevet opgraderet til en IP48-certificering, hvilket bringer dem på niveau med Samsungs Flip-modeller. Med andre ord er de mere vandtætte end før, men er ikke ret modstandsdygtige overfor skidt og møg, der er mindre en 1mm i størrelse.

Batterimæssigt har Ultra’en et 4.700 mAh-batteri ombord, mens de andre modeller må nøjes med 4.500 mAh. Ultra’en kan klare op til 30W trådløs opladning og med en af Motorolas TurboPower-opladere kan den lade op via kabel med 68W. Ifølge Motorola giver det nok strøm til en hel dag på 8 minutter, og fuld opladning på 40 minutter. Ultra understøtter reverse charging med 5W. De to andre modeller kan håndtere 15W trådløs opladning og 30W med TurboPower.

Som nævnt koster Motorola RAZR 60 Ultra 9.999 kroner, mens RAZR 60 koster 5.999 kroner. De kan begge bestilles nu. Det ser dog ikke umiddelbart ud til at Plus-modellen bliver officielt tilgængelig i Danmark, da den ikke er at finde på Motorolas danske hjemmeside p.t.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.