
3x anmeldelse af nyere danske Viaplay-serier
Viaplay har længe haft et lidt belastet ry: For meget obskur sport, for mange norske mærkværdigheder, for lidt kvalitet, og når der endelig dukker dansk fiktion op, er den ofte hurtigt glemt. Men måske er der ved at ske noget?
I denne trippel-anmeldelse dykker vi ned i tre nyere danske Viaplay-serier, som alle – på hver deres måde – viser, at platformen måske kan levere noget, der både er underholdende, tankevækkende og teknisk overbevisende.
Vi elsker at være kritiske og perfide, men vi må også rose det, der fungerer. Og det gør det i høj grad i de tre serier, vi er snublet over: Bullshit, ELBÆKS – Mæglere for millioner og Den Spirituelle Stjerne. Tre vidt forskellige fortællinger, men alle med ambitioner, karakter og noget på hjerte.
Viaplay har tidligere haft svært ved at overbevise kvalitetsbevidste danskere om, at de også er en kulturplatform og ikke kun en fodboldkanal med lidt seriefyld. Men disse tre produktioner – og til dels også Hospitalets Helte – udfordrer den opfattelse. Her er der både fortællelyst, håndværk og identitet. Serier, der tør være langsomme, larmende, ærlige eller spirituelle.
Vi er også på udkig efter det dårlige. Men foreløbig er det ikke kommet os i møde. Indtil videre står vi tilbage med tre serier, der på forskellig vis løfter barren for dansk originalindhold på Viaplay.
Her er vores anmeldelser af dem.
Bullshit – Brutalt rockerdrama med ægte 70’er-grit
En serie med støv, sved og sjæl
Med Bullshit har Viaplay – i samarbejde med Amazon Prime Video – leveret et sjældent set stykke dansk dramaserie: En fortættet og voldsom rekonstruktion af den første store rockerkrig i Danmark, som rystede landet i 1980’erne. Serien er baseret på Camilla Stockmann og Janus Køster-Rasmussens prisvindende bog Bullshit – fortællingen om en familie, og er instrueret af Milad Alami (Charmøren, Når støvet har lagt sig), produceret af Nordisk Film Creative Alliance.
Jeg har indtil videre kun set første afsnit, som begynder i 1978, og det er for lidt til en fuld vurdering. Men serien fra starten viser en intensitet og autenticitet, som man ikke ofte møder i dansk tv-drama. Serien åbner med et miljøportræt, der føles ægte, farligt og forførende på samme tid. Her er ikke tale om poleret nostalgi, men om en rå og snavset virkelighed, hvor idealisme og destruktion går hånd i hånd.
Sebastian Bull stjæler billedet
Blandt de mange stærke skuespilspræstationer er Sebastian Bulls præstation én, man ikke lige glemmer. Han spiller en psykopatisk og karismatisk rockerfigur, der med dirrende intensitet er en tikkende bombe i hvert eneste rum, han træder ind i. Han skaber en konstant følelse af uforudsigelighed og latent vold. Og samtidig en komik, som er sjælden.
Alba August som Pia og Marco Ilsø som Henning “Makrel” leverer ligeledes overbevisende portrætter af unge mennesker på vej ind i et brutalt miljø, drevet af længsler efter fællesskab, identitet og frihed – men ender med at finde vold, paranoia og isolation.
Et stykke dansk historie, vi sjældent ser
Serien er forfriskende i sit valg af periode og tema. Det er ikke så tit, at dansk tv-dramatik kaster sig over 1970’ernes komplekse verdensbillede – en tid præget af social uro, ideologiske brydninger og opblomstringen af subkulturer. I stedet for de klassiske politiske dramaer eller hyggekomedier, får vi her en fortættet, næsten eksotisk rejse ind i et Danmark, der føles både tæt på og meget langt væk.
Detaljegraden i scenografien er i sig selv en præstation: klamme madrasser i kollektiver, mørke drengeværelser med arkitektlamper, cigaretrøg og falmede plakater. Alt er lavet med respekt for tidsånden – og det skaber en stærk ramme for det menneskelige drama.
Konklusion
Bullshit er en fortælling om unge mennesker, der søger mening og tilhørsforhold i en rodløs tid – og som havner i hænderne på destruktive fællesskaber. Serien formår allerede i sit første afsnit at balancere mellem socialrealisme og spændingsdrama, med et billedsprog og en stemning, der går under huden. Hvis resten af serien holder dette niveau, er der tale om et af årets stærkeste danske dramaer.
Fakta om serien Premiere: 2. december 2024 på Viaplay og Amazon Prime Video |
ELBÆKS – Mæglere for millioner
Reality-luksus med charme og iscenesættelse. Ejendoms-TV uden for budget.
Med ELBÆKS – Mæglere for millioner har Viaplay lanceret et boligprogram, der skiller sig ud fra DRs og TV2s mere folkekære udsendelser. Her er hverken førstegangskøbere, renoveringsbudgetter eller parcelhuse i provinsen – i stedet får vi adgang til Danmarks mest eksklusive adresser og livsstilen omkring dem.
Serien følger mæglerparret Lars og Farnaz Elbæk, som driver det selvbetitlede firma ELBÆKS, specialiseret i liebhaverboliger. Fra deres base nord for København formidler de nogle af landets dyreste og mest prestigefyldte ejendomme – blandt andet en landejendom tilhørende Casper og Isabel Christensen samt en vurdering af Dronning Margrethes tidligere sommerresidens.
Mellem Smukfest og salgsmøder
Serien balancerer mellem arbejdsdage med højtprofilerede kunder og det private liv “bag facaden”, som dog også er nøje iscenesat af de to kontrolfreaks i hovedrollerne. Vi ser Lars og Farnaz til begivenheder som Smukfest og i hjemlige situationer, hvor bl.a. ADHD-tematikken bliver behandlet med en vis åbenhed.
Det giver serien en personlig vinkel, uden at den mister sin primære appel: adgang til en verden, de færreste kender indefra.
Elbæk-parret fungerer godt som tv-personligheder. De er både veltalende og underholdende, og deres samspil foran kameraet føles naturligt. Serien er samtidig klippet fuldstændigt eminent med et billedsprog, der matcher det univer.
Iscenesættelse eller virkelighed?
Der er dog elementer, hvor iscenesættelsen trænger sig på. Forsøg på at skabe konflikter føles konstruerede og bryder til tider illusionen af dokumentar. Det bevæger serien over i et mere reality-præget format, hvilket ikke nødvendigvis er en fejl – men det bør noteres. I virkeligheden er det netop dette lag af iscenesat luksus, der sætter fingeren på, hvordan overklassen både ser sig selv og fremstår i offentlighedens øjne.
Konklusion
ELBÆKS – Mæglere for millioner er hverken samfundsanalyse eller boligvejledning – og det prøver den heller ikke at være. Serien er letfordøjelig underholdning, der byder på nougat for øjnene og en køretur på passagersædet i luksussegmentet. Uden at ville forandre verden viser den os et Danmark, de færreste lever i – men mange drømmer om.
Fakta om serien Premiere: 27. februar 2025 på Viaplay og TV3 |
Anmeldelse: Den Spirituelle Stjerne
En sjælden dansk ånderejse, men hvor blev kristendommen af? Kun få danske serier tør det her – og det føles vigtigt.
Jeg kan ikke komme i tanke om ret mange andre dansk tv-serier, der tager spiritualitet seriøst. Den Spirituelle Stjerne står derfor næsten provokerende alene, og det er både forfriskende og tankevækkende. Serien tør åbne døren til en del af det danske samfund, som normalt er henvist til små Facebook-grupper, yogasale og specialmesser i provinsen.
Men selvom det er modigt og sympatisk, savner jeg dog ét centralt element: kristendommen. Danmark er et kristent land med inter andet end kristen historie, og kristendommen rummer et hav af ritualer, praksisser, åndelighed og symbolske strukturer, der taler direkte til menneskers behov for mening, overgang og trøst. Det gør det mildest talt besynderligt, at de to første afsnit – som jeg har set – ikke nævner kristendommen med ét ord. Det hele er østligt inspireret: zen, yoga, sjælerejser og healing med krystaller.
Jeg siger ikke, at det ikke har værdi, men fraværet af kristendommens åndelige traditioner i et dansk program om spiritualitet skriger til himlen. Det gør serien lidt skæv i sin repræsentation, og det undrer mig. Måske kommer det i senere afsnit?
Danskere og spiritualitet – en akavet relation
Som dansker kan det føles næsten kulturelt forbudt at tale om sjæl, Gud og energi. Vi er opdraget med ironi, realisme og en dyb folkelig skepsis over for alt, der lugter af religiøsitet. Derfor er det også befriende, at Den Spirituelle Stjerne insisterer på at tage emnet alvorligt. Serien prøver ikke at overbevise os om noget – den spørger, lytter og oplever.
Det gør den via vært Mia Kragh Sylvest, der møder de spirituelle udøvere med respekt og åbenhed. Der er ingen ironisk distance eller tvivlsom kameravinkling – vi bliver inviteret med som medmennesker, ikke som skeptikere. Lidt usædvanligt i Georg Brandes’ Danmark.
Ind i det skjulte Danmark
Serien tager os med til retreats, ceremonier, sessions og events, som eksisterer i et parallelt Danmark, de fleste aldrig ser. Det er fascinerende. Vi får lov til at overvære healing, samtaler med “guides”, ceremoni i skov og meditation i stilhed. Og nej – det er ikke journalistik. Serien undersøger ikke, om det virker eller hvorfor. Den dokumenterer og videreformidler uden et bedømmelsesinstans. Æd det eller sluk!
Konklusion
Den Spirituelle Stjerne er ærlig og nysgerrig og åbner for en samtale, vi alt for sjældent har i dette land. Jeg ville ønske, at kristendommens stemme også fik plads – ikke for religionens skyld, men fordi den historisk og kulturelt er en del af det danske åndsliv, og fordi den rummer noget, mange savner, uden måske at vide det.
Serien fortjener ros for sin modige tilgang og sin varme, men også en venlig kritik for ikke at have blikket bredt nok fra starten. Spiritualitet er ikke kun importeret – den er også for længst indarbejdet. Lad os få begge dele med.
Fakta om serien Premiere: 15. april 2025 på Viaplay og TV3 Puls |