
Firmaet bag Fiat, Peugeot, Opel, og Citroën er snart klar med semi-faststofbatterier, der har en langt højere energidensitet end hvad elbil-markedet lige nu byder på.
Det er ikke helt de næsten drømme-agtige tal, vi læste om CATLs nye batteri forleden. Men til gengæld er sandsynligheden væsentligt højere for at du rent faktisk kommer til at udnytte den korte ladetid på Stellantis’ ny-annoncerede elbil-batteri ude i virkeligheden.
Skulle du ikke være klar over det, er Stellantis navnet på det firma, der kom ud af det, da Fiat og Peugeot fusionerede i 2021. Stellantis er altså moderfirmaet bag nogle af de mest populære bilbrands i Danmark, inklusive Alfa Romeo, Citroën, Fiat, Opel og Peugeot. Efter Fiats overtagelse af Chrysler i 2014 hører amerikanske bilmærker som Chrysler, Jeep, Dodge, RAM også under Stellantis og det samme gør luksusbilerne fra Maserati.
Det gør Stellantis til verdens fjerdestørste bilfabrikant (baseret på 2023-tal) efter Toyota, Volkswagen, og Hyundai. Når de præsenterer ny teknologi såsom et nyt bilbatteri, sker det altså med en vis vægt og markedsindflydelse. Og det har Stellantis netop gjort.
I kølvandet på bilmessen i Shanghai, hvor de kinesiske fabrikanter præsenterede deres seneste innovationer, har Stellantis nu præsenteret en FEST, som de har produceret sammen med batterivirksomheden Factorial. Der er ikke tale om et party-batteri, men derimod Factorial Electrolyte System Technology.
Prøvekørsler starter næste år
FEST-enhederne markedsføres nemlig som faststof-batterier, også kendt som solid-state-batterier. Når lithium-ion-batterier er af solid state-typen, erstattes en normalt flydende elektrolyt med f.eks. en keramisk elektrolyt, der således er ”fast.” Solid-state-batterier er en af de mange nye batteriformer, der p.t. er på vej ud på markedet.
Således har Stellantis og Factorial netop fået deres FEST-batterier godkendt til vejbrug, og selskabet vil allerede næste år putte dem i en bilflåde af demonstrations-køretøjer, blandt andet i USA, hvor de vil sidde i udstillingsversioner af muskelbilen Dodge Charger Daytona. Ifølge Stellantis er det næste skridt derefter at sætte dem i biler, almindelige mennesker kan købe.
Og hvad er så lige fordelen ved FEST og andre faststof-batterier? Ifølge batterifabrikanterne og bilfirmaerne er det alle de tre ting, elbil-ejere sukker efter: Længere rækkevidde, hurtigere opladning og flere ladecyklusser før degraderingen begynder.
Den længere rækkevidde og hurtigere opladning er blandt andet et resultat af en højere energidensitet i batteripakken. Med en fast elektrolyt kan du simpelthen proppe flere celler ind på mindre plads, så kapaciteten på batteriet bliver højere. Men det har været svært for producenterne at få det til at virke i praksis.
Mercedes og Hyundai også ombord
Af samme grund er FEST-batterierne i virkeligheden ikke 100% faststof, men anvender kun delvist faste elektrolytter. Alligevel er det lykkedes Stellantis og Factorial at få sine FEST-batterier på 77 Ah til at opretholde en energidensitet på 375Wh per kilo i over 600 opladningscyklusser. Først derefter begyndte energidensiteten at falde.
Det skal sammenlignes med at f.eks. de Cybercell-batterier, der sidder i Teslas Cybertruck en energidensitet på 244 Wh/kg – og at lithium-ion-batterier som tommelfingerregel har mellem 300 og 500 ladecyklusser i sig, før batteriet begynder at skulle lades op oftere.
FEST-batterierne byder altså på en del fremskridt. Nok kan det ikke lades op til 80% på fem minutter som det nye CATL-batteri (hvilket alligevel er næsten umuligt siden den brede offentlighed ikke har adgang til opladere, der kan udføre opgaven). Men det kan dog klare 15-90% på 18 minutter ved stuetemperatur, hvilket heller ikke er så dårligt. FEST-batterierne kan bruges i temperaturer fra -30 til 45 grader celsius.
Ud over Stellantis har såvel Hyundai som Mercedes investeret i Factorials batteriudvikling, og netop Mercedes forventer at have modeller med Factorial-batterier på gaden i 2026. Disse bliver dog næppe FEST-modellen, men hvis alt går efter planen, kan vi formentlig begynde at se FEST-batterier i elbiler fra omkring 2027.