
Forbruget af pirat tv er i vækst i Norden, lyder det fra analysefirmaet Mediavision
Et stigende antal nordiske husstande betaler for adgang til uautoriserede tv-tjenester via internettet. Ifølge en ny rapport fra analysefirmaet Mediavision har mere end 1,5 millioner husstande i Norden i foråret 2025 nu adgang til såkaldt ulovligt IPTV. Det er det højeste antal hidtil og en betydelig stigning i forhold til samme tidspunkt året før.
Ulovligt IPTV dækker over kommercielle tjenester, der tilbyder adgang til et stort antal tv-kanaler og streamingtjenester til en lav pris – uden rettighedshavernes tilladelse. Siden foråret 2024 er antallet af husstande med adgang til disse tjenester vokset med 200.000, svarende til en stigning på 16 procent.
“Piratkopiering udgør fortsat en alvorlig trussel mod branchen, især hvad angår ulovligt IPTV,” udtaler Adrian Grande, senioranalytiker hos Mediavision, i en udmelding, og fortsætter:
“Da ulovligt IPTV bliver ved med at vokse, er det opmuntrende, at spørgsmålet er på dagsordenen, men det er også klart, at der er behov for handling for at tackle problemet.”
Ifølge Mediavision er Finland det land i Norden med den laveste andel af husstande, der benytter ulovligt IPTV. I Danmark, Sverige og Norge er udbredelsen derimod på et tilsvarende og højere niveau.