
Når WWDC løber af stablen om et par uger, vil fokus være på det nye brugerflade-design, der kommer til at lande på stort set alle Apples hardware-enheder.
Hvis Apple ikke har andet at tale om, kan firmaet altid tale om design. Teknologier kommer og går, men design-faktoren går ingen vegne, og det har altid været en af hjørnestenene i Apples produktstrategier. Det er fællesnævneren for de produkter, der over et par årtier har gjort Apple til den højst værdiansatte tech-virksomhed i verden siden iPod-lanceringen i 2001.
Således kommer Apples udviklerkonference, WWDC (eller i det mindste åbnings-keynoten) ikke til at handle ret meget om AI, som jo ellers var det, både Google og Microsoft har fokuseret på under deres tilsvarende konferencer i sidste uge. Apple er i gang med at vende supertankeren i forhold til den fejlslagne lancering af Apple Intelligence og vil helst snakke om noget andet.
Dette ”andet” bliver den kommende designoverhaling af Apples OS’er på tværs af forskellige enheder. Tilbage i marts rapporterede Bloombergs Mark Gurman allerede om at der var en ny designstil på vej til macOS, iOS og iPadOS. Men nu siger Gurmans kilder til ham, at design-overhalingen bliver næsten så bred, som den kan blive.
Det betyder, at også tvOS og watchOS kommer til at matche resten af porteføljen rent designmæssigt. Formentlig vil det nye homeOS, der er på vej, også bruge den nye designstil, der er hentet direkte fra visionOS, brugerfladen i Apples Vision Pro-headset.
Mere gennemsigtighed
Netop fordi Vision Pro er et Mixed Reality-headset, hvor brugerfladen skal kunne lægge sig oven på virkeligheden, du ser, er headsettets menuer, ikoner og designelementer en smule glasagtige og transparente. Der er ikke noget nyt i grader af gennemsigtighed i grafiske brugerflader, men denne kombineres i visionOS med et moderne og strømlinet look.
Denne designstil er de så glade for hos Apple, at den altså nu bredes ud til de andre enheder. Design-paradigmet har endda et navn: ’Solarium’. Og nej, der er altså ikke tale om et sted, man går hen for at blive brun. På amerikansk engelsk er ’Solarium’ en solstue – altså et rum, hvor lyset kan skinne næsten uhindret igennem glasruderne.
Youtuberen Joe Prosser gættede allerede for nogle måneder siden på, hvordan iOS 19 kommer til at se ud.
Sådan ved vi, at transparens bliver en af hovedfaktorerne i Apples kommende brugerflade-design. Der er heller ikke tale om nogen lille justering. Sidst, Apple gjorde noget lignende var helt tilbage i 2013, da iOS fik et redesign i denne størrelsesorden. Denne gang vil det kunne mærkes meget mere, fordi det sker over hele linjen, skriver Gurman.
Netop ensartethed på tværs af enhederne bliver noget, Apple kommer til at understrege og bruge tid på ved WWDC ifølge Bloombergs Apple-spåmand. Og der bliver meget lidt plads til andre ting, selv om et nyt AI-værktøj til at styre strømforbruget i iOS 19 også skulle blive afsløret.
Apples World Wide Developer Conference 2025 foregår mellem 9. og 13. Juni.