Forside * Nyheder

Efter møde: Nordisk front mod globale streaminggiganter

- 17
Foto: Pixabay

Nordisk støtte til kulturministerens forslag: Arbejdsgruppe skal undersøge alternativer til globale streamingtjenester

De nordiske lande står samlet bag en ny indsats for at styrke udbredelsen af regionalt indhold. På et nyligt møde i Nordisk Ministerråd i Helsinki blev det enstemmigt besluttet at igangsætte en undersøgelse af muligheden for at etablere et nordisk alternativ til de dominerende internationale streamingtjenester.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt deltog i mødet og fik fuld opbakning til sit forslag om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal se nærmere på, hvordan de nordiske lande i fællesskab kan fremme produktion og distribution af nordisk indhold.

Annonce:

I den kommende periode vil embedsmænd fra de deltagende lande arbejde videre med at definere rammen for arbejdsgruppens arbejde. Der er enighed om, at både fælles nordiske kulturinstitutioner og nationale public service-aktører skal inddrages i processen.

“Alt for længe har vi set til, mens streamingtjenesterne primært har sendt indhold den ene vej over Atlanten. Derfor er jeg utrolig glad for, at vi i Norden rykker tættere sammen. Vi er enige om at undersøge, hvordan vi kan skabe et stærkt nordisk alternativ til de store internationale streamingtjenester”, fortæller Kulturminister Jakob Engel-Schmidt i en udmelding og fortsætter:

“Når vi står sammen i Norden, kan vi udrette meget. De seneste meldinger fra præsident Trump om told på udenlandske film bekræfter mig i, at der er behov for, at vi styrker vores nordiske og europæiske værdifællesskab og udbreder vores fantastiske public service indhold til resten af verden.”

Mødet blev afholdt den 5.-6. maj, og i dagene op til havde Jakob Engel-Schmidt sendt et brev til sine ministerkolleger i Norden med en opfordring til at styrke indsatsen for at gøre nordisk public service-indhold mere tilgængeligt.

Ifølge det Europæiske Audiovisuelle Observatorium gik 87 procent af de penge, europæiske forbrugere brugte på streamingabonnementer i 2023, til tjenester uden for Europa.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.