
En afgørelse i Højesteret vækker debat: Er muligheden for hjemmearbejde kommet i fare?
De fleste ulykker sker i hjemmet, og nu kan det også være en arbejdsskade hvis uheldet er ude, mens man er på hjemmearbejdspladsen.
En bemærkelsesværdig afgørelse fra Højesteret skaber nu debat om fremtiden for hjemmearbejde i Danmark. Dommen anerkender en skulderskade som en arbejdsskade – selvom ulykken skete i kvindens eget hjem. Nu frygter nogle, at fleksibiliteten i arbejdslivet er i fare. Det skriver TV 2.
Sagen begyndte tilbage i december 2020, hvor en kvinde, mens hun arbejdede hjemmefra, faldt over en kasse på vej ud for at hente kaffe. Hun brækkede skulderen. Kassen tilhørte kvinden selv og havde intet med hendes arbejde at gøre. Alligevel vurderede Højesteret, at der var tale om en arbejdsskade.
Det skyldes, at kaffehentningen blev vurderet som en naturlig del af hendes arbejdsdag – noget, hun også kunne have gjort på kontoret. Derfor er skaden opstået i tilknytning til arbejdet, og arbejdsskadesikringsloven finder anvendelse.
“Det var vigtigt at få afklaret, om skaden var sket i forbindelse med udførelse af hendes arbejde – ja eller nej?” siger Natalie Videbæk Munkholm, professor i arbejdsret ved Syddansk Universitet, til TV 2, og fortsætter: “Nu er den blevet testet, og det er bekræftet, at ja, det er sådan, man skal forstå loven.”
Afgørelsen er banebrydende, fordi det er første gang, Højesteret tager stilling til en arbejdsskade sket i hjemmet. Men den vækker ikke begejstring hos alle.
Pernille Knudsen, viceadministrerende direktør i Dansk Arbejdsgiverforening, kalder kendelsen både “overraskende” og “bekymrende”.
“Afgørelsen stiller arbejdsgiverne i en meget svær situation. De vil have svært ved at sikre sig, at den her slags skader ikke sker, når det sker i det private hjem,” siger hun til TV 2, og fortsætter: “Det bliver en balance mellem, om man vil være imødekommende overfor fleksibilitet, eller om det er nemmere at sige, at man skal sidde på arbejdspladsen.”
Hun frygter, at dommen vil føre til, at flere arbejdsgivere fravælger hjemmearbejde for at minimere risikoen for ansvar og udgifter.
Men hos fagforeningen HK ser man anderledes på sagen. Næstformand Mads Samsing kalder afgørelsen en sejr for lønmodtagerne.
“Det her handler om tryghed. Nu ved man, at man er dækket, hvis der sker noget under hjemmearbejde. Det burde ikke ændre det store for arbejdsgiverne, andet end at de kan sige til medarbejderne, at de er i sikre hænder,” siger han til TV 2.
Professor Natalie Videbæk Munkholm anerkender, at arbejdsgivernes bekymring er reel, men hun ser ikke afgørelsen som en trussel mod hjemmearbejde i sig selv.
“Domstolene har blot bekræftet, hvordan loven skal forstås. Det gør ikke hjemmearbejde mere risikabelt i sig selv,” siger hun til TV2, og fortsætter: “Men arbejdsgivere vil naturligvis tænke over, hvorvidt de kan kontrollere arbejdsmiljøet i hjemmet – det kan de ikke på samme måde som på arbejdspladsen.”
Sagen har også økonomiske konsekvenser. Ankestyrelsen, som tabte sagen, skal ikke blot anerkende ulykken som en arbejdsskade, men også betale sagens omkostninger ved samtlige retsinstanser – i alt 66.750 kroner.