
Under sin udviklerkonference i sidste uge viste Google også lidt nyt frem til bilen, inklusive en overhaling af Spotify-integrationen.
Det var ikke bare nyt om Gemini, smartbriller og andre AI-relaterede nyheder, som Google havde med på sin I/O-udviklerkonference i den forløbne uge. Det gik lidt under radaren i al virakken om AI, men der blev også annonceret en del kommende nyheder til Android Auto.
Først og fremmest kommer Gemini til Android Auto inden for nogle få uger, hvilket ikke er nogen overraskelse, siden Google er i gang med at integrere AI’en alle vegne. Google havde også allerede annonceret, at AI’en er på vej til biler, så det eneste nye er tidshorisonten. Så er nyhederne om Spotify lidt mere interessante.
Hvis du ikke er en af de frafaldne, der ikke gider vente længere på Spotifys Lossless-løsning, vil du snart se ’Spotify Jam’ dukke op som en mulighed i Spotify-integrationen i Android Auto. Med Spotify Jam kan alle og enhver med Spotify på deres smartphones nemlig koble sig på Android Autos Spotify-integration uden at skulle bekymre sig om Bluetooth-parring og den slags.
Passagerer, der gerne vil øve indflydelse over musikudvalget, skal bare klikke på ”Jam”-knappen i Spotify-interfacet på Android Auto. Så dukker der en QR-kode op, som vedkommende så scanner. Kort efter kan brugeren så tilføje numre til den igangværende playliste.
Browsere og video-apps på vej
Der bliver med andre ord ikke nødvendigvis tale om ubehagelige musikalske afbrydelser, der kræver et disciplinært indgreb fra førersædet. CarPlay-brugere vil måske sige, at det minder lidt om Apples SharePlay, men forskellen er, at du ikke behøver en iPhone for at være med.
Derudover er der også en visuel overhaling på vej – og ikke kun til Spotify. Udviklere har nu endnu flere muligheder i forhold til skabeloner, de kan bruge i f.eks. musik-apps, noget som Google har vist frem i denne udviklervideo, som The Verge har fået øje på.
Google fortsætter også sine planer om at gøre Android Auto til en sand platform på linje med Android. Det betyder for eksempel, at der både er webbrowsere og videoafspillere på vej til Android Auto. Der bliver også bedre understøttelse af spil i Android Auto, og disse funktioner lander ”snart” ifølge Google.
Skulle du eje en bil, der allerede har Googles bilsystem indbygget, kommer de fleste af disse funktioner lidt senere end de gør til Android Auto, med undtagelse af de omtalte browser- og video-apps. Sidstnævnte er allerede tilgængelige i Googles bilsystem, og browserne er i betatest lige nu. På samme måde er den bedre understøttelse for spil i betatest på Android Auto.
Biler med Googles system indbygget vil også snart kunne modtage inputs fra passagerer med Android-telefoner og Quick Share sat op. De vil f.eks. kunne tilføje stop på en Google Maps-rute, der er i gang med at blive kørt. Hvilket er praktisk, hvis personen på passagersædet lige har googlet, hvor frokosten skal indtages.