Samsung overtager lydbrands som Bowers & Wilkins, Denon, Marantz og Polk i en handel til 350 millioner dollar.
Det er Samsungs datterselskab Harman, der står bag opkøbet. Harman overtager lydforretningen fra den amerikanske medicovirksomhed Masimo, der tidligere har været i konflikt med Apple om patent på pulsmålingsteknologi i Apple Watch.
Flere mærker samles under samme tag
Med handlen kommer Bowers & Wilkins, Denon, Marantz og Polk Audio ind i samme portefølje som JBL, Harman Kardon, AKG og Mark Levinson – brands Samsung fik adgang til i 2016 med købet af Harman for 8 milliarder dollar.
Samsung oplyser, at teknologier fra de opkøbte mærker skal integreres i selskabets eksisterende produktlinjer, herunder mobiltelefoner, høretelefoner, tv og soundbars. Derudover planlægger selskabet at styrke sin position på markedet for lyd i biler.
Handlen forventes afsluttet i 2025
Aftalen er betinget af godkendelse fra myndighederne og forventes gennemført inden udgangen af 2025. Ifølge Masimos bestyrelse har salget været et prioriteret mål siden ledelsens tiltræden.