Forside * Featured

TEST: Roborock Saros Z70 – Gør en robotarm en forskel?

- 5
Roborock Saros Z70

En af de mest spændende nyheder på CES 2025 i Las Vegas, var Rorobock Saros Z70. En robotstøvsuger med robotarm, der kan samle ting op fra gulvet. Nu har vi fået den til test, og er robotarmen brugbar eller bare en gimmick?

Kunne du forestille dig en robotstøvsuger, der også vasker gulve, som nu kan samle sokker og sutsko op, mens den gør rent, så læs med her. Vi har testet Roborock Saros Z70, der lover effektiv rengøring og nu også mindre oprydning.

 

Annonce:
Roborock Saros Z70

Udpakning, design og installation

Roborock Saros Z70 kommer i en lille kasse, der udover robotstøvsugeren, indeholder en meget elegant dock med beholdere til rent og beskidt vand. En ekstra støvsugerpose og strømkabel får du også med. Ligesom i Roborock Saros 10 som vi testede i foråret, er der en sæbebeholder i dock’en, så den selv kan dosere sæbe når den skal vaske gulve. Der er dog intet rengøringsmiddel med, så der må du huske at købe noget let middel, eller Roborocks eget.

Docken er blevet utroligt flot, og under beholderne til rent og beskidt vand, er der et rum der indeholder plads til støvsugerpose og den omtalte beholder til vaskemiddel.

Låget for at komme ind til støvsugerpose og vaskemiddel, skal tages af, og er ikke lige så elegant som på Saros 10’s dock, så det er lidt et skridt tilbage i den forkerte retning.

Robotstøvsugerens design minder meget om Saros 10R, som kommer uden sensor tårn. Den har til gengæld sensorer på flere sider, der bruger Roborocks “StarSight 2.0” system der bruger alle sensorer til at orientere sig. Det fungerer rigtigt godt. Udover radar har støvsugeren både sensorer på toppen og forsiden, så den ikke rammer ind i møbler og forhindringer.

Roborock Saros Z70 har en ny hovedbørste, som ifølge Roborock har fået et redesign for at få plads til robotarmen inde i støvsugeren. De kalder den FreeFlow børste. I modsætning til Saros 10, så er den ikke delt i to, så den bruger et knivsystem når håret er kørt ind mod midten på børsten og inden de suges ind i støvsugeren. Jeg synes ikke det fungerer lige så godt som det gør på Saros 10, hvor hovedbørsten er to mindre børster i et Duo Divide design.

I bunden finder man også to runde aftagelige vaskeflader, som bruges til at vaske gulv. Den ene af de to vaskebørster kan svinge ud fra siden, så den kan komme helt ind til kanten ved væggen og møbler.

Roborock Saros Z70 har også en nydesignet Flexiarm, som er en lille børste på siden, som gør den kan nå helt ind i hjørnerne. Og Flexiarm’en kan løftes, så den ikke trækker rundt på hår og ledninger når der støvsuges. Flexiarmens vigtigste opgave er at børste stov og snavs ud fra hjørnerne hvor selve støvsugeren ikke kan komme til. Det gør den rigtigt godt.

Og så har vi stjernen på Saros Z70. OmniGrip robotarmen, der er gemt i en skuffe i toppen. Robotarmen der ligner et Z (måske derfor den hedder Z70). Den kommer frem når der er udvalgte forhindringer, men det vender vi tilbage til senere i testen.

Roborock Saros Z70 støvsugeren måler 353 x 353 x 79.8mm. (B x D x H), og vejer 4.9 kg. Docken måler 381 x 475 x 488mm

Installationen med Roborock App’en tager ca. 5 minutter. Og en kortlægning af vores 40 m2 stue, køkken og gang tog lige under 5 minutter, så havde den kortlagt alle vægge og rum.

 

Roborock Saros Z70 Dock 4.0

Roborock Dock 4.0 – Renser selv støvsuger, mopper, og opbevarer rent og beskidt vand.

I forbindelse med Saros Z70 har Roborock lanceret en ny 4. generation dock, der har fået et nyt design.

På toppen har du to beholdere til ren og beskidt vand, og i midten er der plads til en støvsugerpose, og til en beholder til vaskemiddel. Den model iv testede var i klar pianoblack på fronten.

Docken vasker og tørrer mopperne efter hver vask, og det gør at mopperne ikke begynder at lugte klamt, da de efter et par timers tørketid er klar til brug igen. Du kan iøvrigt skifte moppekludene ud efter behov. Den vasker faktisk mopperne med 80 grader varmt vand, og tørrer dem med 60 grader varmt luft, så det er ganske effektivt.

Docken bruges også til genopladning, og også der har Roborock løftet kvaliteten. Nu tager det kun 2,5 timer at genoplade robotstøvsugeren.

 

Roborock Saros Z70 har fået fat i min sutsko. (foto: recordere.dk)

Robock OmniGrip robotarm – Gimmick eller god?

Som tidligere skrevet så er stjernen på Roborock Saros Z70 OmniGrip robotarmen.

OmniGrip robotarmen er AI og kamerastyret, og den ligger i en skuffe i toppen af støvsugeren. Og lige nu er den kun programmeret til at kunne samle ganske få forskellige slags ting op. Lige nu er det sutsko, strømper og papir/stof klumper. Så du kan f.eks. ikke bede den om at flytte en ledning, hvis der ligger en ledning i vejen, ligesom ting der vejer over 300 gram ikke kan løftes. Omnigrip armen har indbygget sensor til at veje, så den ødelægger ikke støvsugeren hvis du har en træsko der vejer alt for meget.

Når du sætter støvsugeren op definerer du to områder. Et område til strømer og klude, hvor du f.eks. kan bruge den medfølgende papspand, og så et område hvor du vil have at Saros Z70 skal placere de sutsko den eventuelt finder på sin vej.

Jeg har testet Saros Z70 med sutsko, strømper og papirklumper, og det var sådan lidt “hit & miss”. Jeg vil tro den havde en succesrate på omkring 75%. En gang kørte den over mine sok, mens den senere samlede den op. Så det er godt at Roborock stadig opdaterer firmware og AI til den funktion.

 

Roborock Saros Z70

Men der er i min optik alt for mange begrænsninger i forhold til fordele. Robotarmen kræver 40 cm. frihøjde for at fungere, så ligger der forhindring under en sofa, en stol eller et sofabord, så ligger det der også når du kommer hjem, for der er for lavt til at robotarmen vil slå ud.

Oven I det er der også en række andre kompromiser du skal kende til. Støvbeholderen og vandbeholderen på Saros Z70 er mindre end på de andre støvsugere i Saros serien, for at gøre plads til armen, og det gør at du oftere skal over i docken for at tømme støv og beskidt vand. Oven i det er batteritiden mindre. Men det vender jeg tilbage til.

Men den er da sjov at lege med, og udover at fungere automatisk, kan den fjernstyres, så hvis du vil lege med robotarmen kan den fjernstyres via Roborock app’en. Roborock har dog lovet at de er igang med at sikre flere forskellige typer der kan samles op, som f.eks. legetøj, men da vi spurgte ind til ledninger var der ikke rigtigt noget klart svar. Men at der stadig udvikles på det, og firmware opdateringer udsendes er meget positivt.

For mig er det lige nu mere en gimmick end en rigtig brugbar funktion. Men jeg er sikker på at der er andre, der synes at det er guds gave til dem som har alt. Personligt ville jeg vælge Saros 10 eller 10R i stedet.

 

Roborock Saros Z70

Dørtrin og lave møbler er intet problem Roborock Saros Z70

Roborock Saros Z70 kommer med Roborock’s AdaptiLift system, som gør at forhjul og centerhjul kan løfte sig over dørtrin på op til 4 cm. Jeg har mange dørtrin i min gamle murmestervilla, og med AdaptiLift kom støvsugeren over alle dørtrin uden at skulle tage tilløb, eller lave alle mulige krumspring for at ramme den perfekte vinkel. Den kørte bare lige over alle dørtrin, uden at de på nogen måde var en forhindring for den.

Og så har den med en højde på under 8 cm let ved at komme under møbler på 9-10 cm. I vores køkken kom den uden problemer under vores køkkenskabe, og det er noget som skabte stor begejstring under testen.

 

Roborock Saros Z70 – StarSight System

Lidar laser radar og LED lys sørger for du ikke rammer alt for mange forhindringer, og kameraet dokumenterer eventuelle forhindringer

Roborock Saros Z70 har et virkeligt godt overblik hvor den gør rent via kamera og indbygget ToF-radar.

Den holder automatisk øje med “forhindringer i rummet, og den kan via AI genkende mange forskellige forhindringer. Når den støvsuger rapporterer den hvad den opdager uanset om det er dyr, lamper, ledninger o.l. Roborock kalder det StarSight Autonomous System 2.0, og den kan genkende 108+ forskellige forhindringer, og er også god til at køre rundt omkring dem.

Det er også de sensorer som sikrer at gulvmopperne hæves når den kører over gulvtæpper så de ikke bliver fugtige. Du kan faktisk også bede Roborock Saros Z70 om at efterlade moppen i dock’en mens den støvsuger tæpper. Det er en indstilling vi også ser på Dreame’s top-robotstøvsugere.

Roborock Saros Z70 har også et LED spot, der gør at den kan lyse mørke steder op, hvis den skal genkende de forhindringer der er foran den. Oven i det har den et indbygget kamera, så den kan tage billeder af de forskellige forhindringer den ser.

 

Roborock Saros Z70

Sugeevne – 22.000 PaH – Og gulvvask med en to runde vaskeklude

Roborock Saros Z70 har imponerende 22.000 PaH som maksimal sugeevne. Det er klart at når du sætter støvsugeren til Max+ som er den maksimale sugeevne, så påvirker det batteri-ydelsen. Personligt valgte jeg Max og så 2 gange gemmen samme område. Det synes jeg selv havde det bedste resultat. Det var iøvrigt samme oplevelse jeg havde med Saros 10. Desværre oplevede jeg at den mindre støvbeholder gjorde at det var nødvendigt med flere ture retur til dock’en når den skulle dække hele stue etagen.

Vi har to hunde, og sammenligner jeg den nye børste med den Duo Divide, der er på Saros 10, så var der flere hår at finde på Z70 end på Saros 10. Men ikke noget der gjorde at børsten blev blokeret. Så det er OK.

Roborock Saros Z70 kommer med to runde vaskeklude, som i øvrigt kan efterlades i dock’en, hvis der bare skal støvsuges, eller hvis du har høje tæpper og ikke vil have våde tæpper.

Rutiner er virkeligt brugbart, hvor du laver en opsætning af bestemte rutiner, som du så let kan vælge igen og igen. Du kan vælge hele huset, enkelte rum eller zoner, så i stedet for at du skal sætte individuelle rengøringer op igen og igen, så kan du med rutiner virkeligt opsætte din rengørring til dit behov. Det er let at sætte op, og app’en fremhæver dine rutiner når du står på støvsugerens hjemmeside i app’en.

Roborock Saros Z70 gør fint rent, men ikke finere end hverken Qrevo Edge eller Saros S10, men det er stadig rigtigt godt, og den er god til at komme rundt i hjørner, og helt ind til kanten med den kantbørste der er monteret.

Og så vil jeg lige nævne at jeg har undersøgt priser for nye børster, og det er ikke dyrt at holde den kørende, hvis du køber delene fra f.eks. Amazon i Tyskland.

 

Roborock App

Roborock App – Virkelig let at bruge – Og masser af funktioner

Roborock App’en findes til både iOS og Android, og den er virkelig let at at bruge. Den virker på mange måder på samme måde som Dreame’s app, og så alligevel ikke helt. For med Roborock App tilbyder flere indstillinger.

Især rutinerne er virkeligt gode, for det gør det let at lave opgaver, der bare kræver et enkelt tryk, så kan du sige at den skal rengøre et eller flere rum eller zoner, og du kan lave individuel rengøring af hver rum og zone.

Det er også i app’en at du kan slå kamera til, så du kan overvåge dit hjem. Det kræver dog første gang du gør det, at du slår det til, da du skal trykke på en knap på støvsugeren når du slår det til. Du skal tegne et mønster som skal bruges hver gang du vil tænde for kameraet.

Redigeringen af rum er let og lige til i app’en og du kan tegne både tæpper og forhindringer ind, ligesom du kan lave “hold dig væk” zoner, hvis du har et område du ikke vil have at støvsugeren kører ind i.

Som jeg skrev tidligere, kan du fjernstyre Z70’s arm hvis du vil lege kranfører med din Roborock Saros Z70.

Appen er klart godkendt.

 

Integration med Homey – Og det er let at sætte op.

Roborock har integration til flere forskellige smart home økosystemer. Både Google og Apple Homekit, men også til Homey som er det smart home økosystem jeg selv bruger. Der findes en app, der hedder Roborock Cloud, og den finder selv din støvsuger. Jeg talte med udvikleren, og han udvikler stadig nye funktioner.

Jeg har udviklet et flow, hvor jeg får en notifikation med både hvor langt tid den brugte på rengøring og hvor meget batteri der blev brugt, og så vedlægger den også et kort

Du kan tilføje den let i Homey, og du kan både starte rengørring i hele huset, enkelte rum eller zoner. Så har du Homey, så er Roborock virkeligt et godt valg.

Roborock Saros Z70 har også sin egen samtaleassistent som de andre Saros modeller vi har testet, men den taler kun engelsk, så den har jeg ikke brugt så meget tid på.

 

6.400 mAh batteri giver OK batteritid

Roborock Saros Z70 har et 6.400 mAh batteri, der giver dig op til 3 timers batteritid. Det er rigeligt for de fleste, men husk at for at få 3 timers batteritid så skal du køre med laveste sug. Effektivt fik jeg lige over det halve, og støvsuger også med Max fordi jeg har hunde

Jeg vaskede hele stue etagen (knap 60 m2), og det brugte den ca. 37% batteri på, men jeg gav den gas med Max+ suge og masser af vand på gulvet. Men skal den også til at samle sokker op og sutsko med robotarmen, og køre dem rundt til de destinationer man har valgt, så vil batteriet nok blive brugt endnu mere.

Når støvsugeren vender tilbage til sin dock, så tager det maksimalt 2,5 timer at genoplade den til 100%. Og det er til gengæld imponerende.

 

Konklusion – Roborock Saros Z70 er en enten eller

Lad mig starte med alt det der taler for Roborock Saros Z70. Er du til nyeste teknik, og vil du gerne vise at du har en støvsuger med en robotarm, så er Saros Z70 for dig. Du får alt det gode fra Saraos 10R, og så får du lige den der WOW- faktor med robotarmen, der samler sure sokker op på sin vej.

Men ser du bort fra robotarmen, så er Roborock Saros 10R faktisk på alle områder et bedre køb. Og den koster også mindre end Z70.

Roborock Saros Z70
Konklusion
Roborock Saros Z70 er en støvsuger der imponerer, fordi den har både støvsugning, vask og let oprydning. Så vil du have toppen af poppen, så er det Saros Z70 du skal vælge.
Plus
God app
God til at gøre rent
Selvrensende mopper
Minus
Mange kompromiser med robotarm
Robotarm kan ikke arbejde under møbler
4
Karakter

Men Roborock Saros Z70 er en støvsuger der imponerer, fordi den har både støvsugning, vask og let oprydning. Så vil du have toppen af poppen, så er det Saros Z70 du skal vælge.

Jeg kan dog kun give 4 stjerner, fordi de kompromiser du skal tage på støvkapacitet og højere batteriforbrug, gør at jeg ikke kan give 5. Men der er masser af andre spændende modeller i Saros familien at vælge mellem.

 

Pris og tilgængelighed

Saros Z70 kan forudbestilles fra den 2. juni 2025 hos Power, Elgiganten og Komplett. Det officielle salg begynder den 27. juni 2025 til en vejledende pris på 13.999 DKK.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.