
Apple overvejer prisforhøjelser, men vil helst ikke sætte eventuelt øgede priser i forbindelse med Trumps toldkrig med Kina.
I weekenden indgik USA og Kina en aftale, der har fået mange til at ånde lettet op. Den hastigt eskalerende toldkrig mellem de to økonomiske verdensmagter kunne nemt have fået konsekvenser for den globale økonomi. Men nu er toldkrigen sat på pause i tre måneder, så en aftale kan falde på plads, og i denne periode vil der kun blive opkrævet en smule ekstra told.
Men hos Apple trækker man stadig vejret lidt anspændt. Det er fordi, USA og Kina allerede før weekendens midlertidige våbenhvile indgik en aftale for nogle specifikke produktgrupper, der inkluderer iPhones. Apples smartphones vil derfor stadig blive belagt med 20% ekstra told, når lander i USA fra Kina.
Samtidig overvejer Apple ifølge Wall Street Journal at sætte prisen op på iPhones. Og det kan sagtens gå hen og blive noget, selskabet gør globalt, så danskerne kan også risikere at skulle betale mere for iPhones til efteråret.
Wall Street Journals kilder fortæller dog også, at Apple dog helst ikke sætte de potentielle prisforhøjelser i forbindelse med Præsident Trumps import-politik. Tim Cook har dog på den anden side estimeret, at importafgifterne på produkter lavet i Kina vil koste Apple 900 millioner dollar i år. De penge har firmaet ikke tænkt sig at sluge, skriver businessmediet.
Indien kan lave iPhones, men ikke Pro og Max
Trumps ekstratold har til formål at få firmaet som Apple til at lave f.eks. iPhone hjemme i USA i stedet for Kina. Wall Street Journal estimerer dog, at det vil tage adskillige år, før dette kan blive en teknisk realitet. Alternativet for Apple er at skrue op for produktionen i de to lande udenfor Kina, hvor der laves iPhones, nemlig Indien og Vietnam.
Problemet er dog, at selv om de indiske produktionsfaciliteter er de mest avancerede efter Kinas, er de stadig ikke gode eller store nok til at varetage produktionen af de mest avancerede iPhones. Det er netop de dyreste og mest avancerede modeller, der risikerer at blive endnu dyrere til efteråret ifølge Wall Street Journals kilder.
Med andre ord forventes Apple at flytte en del af produktionen af de iPhones, der præsenteres til efteråret, og som ikke bærer efternavnene Pro og Max, til Indien. Pro- og Pro Max-modellerne vil fortsat blive lavet i Kina, og vil altså blive belagt med ekstratold, og disse forventes ifølge Wall Street Journals kilder altså at blive dyrere i butikkerne. Budskabet fra Apple bliver dog, at det ikke har noget med Trumps handelspolitik at gøre.
I forhold til eventuelle prisforhøjelser i Danmark, kan der ske to ting. Enten vælger Apple at sprede de 900 millioner dollar ud på globale prisforhøjelser på Pro- og Pro Max-modellerne, sådan at prisforhøjelserne bliver så små som muligt.
Eller også kommer vi til at leve i den omvendte verden, hvor iPhones bliver en hel del dyrere i USA end i EU, og det bliver svært at komme til for ferierende, iPhone-opkøbende amerikanere i Elgiganten og Power.