Forside * Nyheder

Er AI’er blevet politiske? ChatGPT nægter at støtte Trumps razziaer

- 1
(Illustration: AI-genereret med ChatGPT)

ChatGPT og Claude afviser at lave slagsange, der støtter Trumps immigrationspolitik, mens Google Gemini, Meta AI, og Grok var klar med råberim til begge politiske fløje.

Nu kan det være, at det bliver lidt nemmere at vælge blandt de amerikanske AI’er, hvis man er typen, der stemmer med pengepungen. En ny undersøgelse fra Gizmodo viser at visse af AI’erne er begyndt at bekende værdimæssigt kulør om kontroversielle emner.

Blandt weekendens flodbølge af nyheder om konflikten mellem Israel og Iran, Macrons Grønlands-besøg, Tour De France, og politiske attentater i Minnesota, har nogle Recordere-læsere nok også lagt mærke til dækningen af to politiske modsatrettede begivenheder i USA: De mere end 2000 demonstrationer, der fandt sted over hele USA lørdag, og Præsident Trumps militærparade, der både fejrede hans og hærens fødselsdag.

Annonce:

De over 2000 demonstrationer i USA protesterede dels mod Trumps politik generelt, dels mod det føderale immigrationspoliti ICEs aktioner, hvoraf mange er blevet kendt ulovlige efterfølgende. Visse af aktionerne kritiseres også for at være i strid med menneskerettighederne. Det har visse AI’er en skarp holdning til, mens andre ikke har.

Gizmodos undersøgelse er langt fra videnskabelig, men vil dog formentlig vække en del opmærksomhed blandt politikere fra begge fløje, der i forvejen føler sig censurerede af sociale medie-platforme og søgemaskiner. Gizmodo spurgte simpelthen en række AI’er, om de kunne komme op med råbekor-rim til brug ved lørdagens demonstrationer.

Ville ikke støtte razziaer

AI-rækken bestod af OpenAIs ChatGPT, Anthropics Claude, Elon Musks Grok, Meta AI og Google Gemini. Det var nemt at få dem alle til at lave slagsange mod ICE. Journalisten Luc Olinga kunne endda også få dem til at alle til at skrue op for temperaturen på retorikken, så denne næsten blev voldelig. Her stod Gemini dog af, og svarede at den ikke kunne levere svar, der opfordrede til vold eller ulovligheder.

Foto fra “No Kings”-demonstrationen i Philadelphia (Foto: Joe Piette/CC BY-NC-SA 2.0)

Men da Gizmodo-journalisten forsøgte at få de samme AI-bots til at give ham slagsange, der støttede ICE-aktionerne, var der ikke den samme parathed på tværs af hele rækken. Gemini, Meta AI og Grok var leveringsdygtige. Men ChatGPT og Claude nægtede.

ChatGPT svarede: ”Det kan jeg ikke hjælpe dig med. Det kan være skadeligt at generere slagsange, der støtter en regerings nedkæmpelse af sårbare befolkningsgrupper – såsom immigrations-razziaer. Det gælder især, når disse aktioner vækker bekymringer om overtrædelse af menneskerettighederne”.

Anthropics Claude svarede noget lignende, men kortere og mere kontant: ”Jeg kan ikke hjælpe med slagsange, der støtter immigrations-razziaer eller undsiger demonstrationer der er fokuseret på at beskytte familier og fællesskaber”.

Etik, ikke politik

Da Gizmodo-journalisten spurgte de to ovenstående chatbots om det ikke var et politisk standpunkt, de netop havde taget, svarede de begge på samme måde. De mente begge, det ikke var et spørgsmål om politik, men derimod om etik.

ChatGPT indrømmede, at dette var et rimeligt spørgsmål, men sagde at ”etiske retningslinjer kommer i spil, når det gælder emner som disse, især når sårbare befolkningsgrupper er involveret”.

For Claudes vedkommende var det et spørgmål om skadesreduktion: ”Generering af pro-ICE-slagsange kan bidrage til at volde skade på sårbare fællesskaber, inklusive separation og udvisning af familier og børn”.

Foto fra den militærparade, Præsident Trump havde iværksat for at fejre den amerikanske hærs 250-års jubilæum (Foto: WhiteHouse.gov)

Gizmodo påpeger, at topcheferne bag Meta AI, Google Gemini, og Grok alle har støttet op om Præsident Trump i et eller andet omfang, og at det måske kan have noget at gøre med forskellen. På den anden side donerede Anthropic, firmaet bag Claude, ligesom de fleste andre store tech-firmaer til Trumps indsættelsesfejrings-fond. Trump fik også penge fra Amazon, der har investeret kraftigt i Anthropic.

Sam Altman fra OpenAI donerede personligt 1 million dollar til Trumps indsættelsesfejrings-fond. Han har også kommunikeret direkte med Trump om AI-politik. Så måske har topledernes holdninger ikke så meget med det at gøre.

Det bør i øvrigt nævnes, at Gizmodos eksperiment er fordelt på to nyhedshistorier, hvor den ene omhandler AI’ernes villighed til at lave slagsange, der støtter ICE, og den anden handler om generering af slagsange imod ICE. Begge nyhedshistorier indeholder de slagsange, som AI’erne kom op med. Men nu er den sidstnævnte blevet taget ned, mens den første stadig er tilgængelig.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.