Forside * Nyheder

Farvel til Rosetta 2: Nu kører Steams spilstreaming direkte på Apple Silicon

- 0
(Foto: Apple/Valve)

Apple er ved at lukke for understøttelsen af Intel-baserede Macs, så nu kommer der flere platforme og apps, der kører native på Apples egne chips.

En af de nyheder, der gik lidt under radaren efter Apples WWDC-åbning tidligere på ugen, var at firmaet nu har lagt Intel-baserede Macs ned i kisten, sat kisten ind i ligvognen og sat kursen mod kirkegården. Snart kommer der nemlig ikke flere større opdateringer til Macs uden Apple Silicon ombord.

Under en separat keynote, der var mere rettet mod udviklere end selve åbningskeynoten, fortalte Apple, at macOS 26, også kaldet Tahoe, bliver den sidste macOS-opdatering som Intel-baserede Macs vil kunne bruge. Apple vil givetvis stadig udsende små opdateringer til Tahoe for at holde liv i Intel-macs indtil disse vitterlig ikke kan mere, men når det gælder store opdateringer, er det altså sidste omgang.

Annonce:

Det betyder imidlertid også, at nyere Macs med Apple Silicon ombord snart vil kunne slippe for at skulle håndtere software, der er bygget til Intel-baserede Macs. Med andre ord skal Mac-ejere snart sige farvel til Rosetta 2, der i flere år har bygget bro mellem Intel-baserede Mac-applikationer og Apple Silicon-chips.

Apple har bekræftet, at macOS 27 bliver den sidste version, der har Rosetta 2 ombord. Derefter vil Macs udelukkende kunne køre software, der er udviklet til Apple Silicon og ARM-arkitekturen. For at det skal fungere, er der en hel del populære apps og platforme, der nu skal lanceres i versioner, der kører native på Apple Silicon.

Bedre udnyttelse af Apples chips og ARM

Mac-ejere med hang til spil kan glæde sig over, at et af de første selskaber, der har meldt sig under fanerne, er Valve. Firmaets Steam-platform er dominerende på markedet for spilstreaming. Men indtil videre har Mac-ejere måtte spille med den ene hånd bundet om bag ryggen, rent digitalt.

Steam-klienten og andre Steam-relateret software har nemlig siden Apple Silicon blev lanceret krævet Rosetta 2 for at kunne fungere. Softwaren var med andre ord ikke i stand til at drage fordel af ARM-arkitekturen og den ydelse, M-chipsettene kan levere. Det har betydet langsommere og mere klodset og hakkende afvikling af spil end hvad hardwaren egentlig kunne levere.

Men nu kan Steam køre direkte og native på Apples egne chips. Det skriver 9to5Mac, der har opdaget funktionaliteten i den seneste beta-opdatering af Steam-softwaren til Mac. Betaen er åben, så i princippet kan alle prøve det af nu. Hvornår den officielle version lander, ved vi endnu ikke.

Den nye Steam-app er en fuldblods Universal-app, så den er meget bedre integreret i macOS, hvilket ifølge 9to5Mac kan ses på, hvor hurtigt, den åbner og hvor glat bruger-interfacet kører. En af de store flaskehalse var angiveligt browser-fundamentet, Chromium Embedded Framework, som Valve nu har flyttet over på Apple Silicon.

Hvis du vil se en sammenligning mellem det gamle og det nye system, kan du se YouTuberen Andrew Tsai sætte dem op mod hinanden her:

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.