Forside * Nyheder

Microsoft: Vi var først med gennemsigtige brugerflader

- 17
(Foto: TikTok/Microsoft)

Apples nye Liquid Glass-design minder en hel del om det 18 år gamle Aero-design fra Windows Vista. Det driller Microsoft i hvert fald Apple med på TikTok.

Da rygterne begyndte at rumstere omkring Apples igangværende udviklerkonference, WWDC, var der nogle teknologiskribenter med lidt ekstra år på bagen, der løftede et øjenbryn. Der var noget i rygterne, der lød endog meget velkendt.

Rygterne gik på et nyt designparadigme, der skulle lægge vægt på gennemsigtighed, og som skulle gå på tværs af alle Apples efterhånden mange platforme og disses brugerflader. Det endte som bekendt med at blive til virkelighed, da Apple åbnede WWDC i mandags og præsenterede den nye designstil, der har fået navnet Liquid Glass.

Annonce:

De, der havde reageret på rygterne med at løfte det ene øjenbryn, løftede formentlig også det andet, da Liquid Glass blev præsenteret. Apple havde rent faktisk indført noget meget velkendt. De gennemsigtige kanter på vinduerne og halv-transparente baggrunde i Liquid Glass minder i høj grad om den designstil, Microsoft lancerede i Windows Vista helt tilbage i 2007.

I Windows Vista hed dette design Aero og var aktiveret som standard, når man installerede visse versioner af styresystemet. Mange skyndte sig dog at slå det fra, hvis deres computer var af lidt ældre dato. Gennemsigtigheden og de tilhørende animationer trak en hel del på grafikkortet og resten af computerressourcerne, så ældre computere blev langsommere med Aero Glass slået til.

Apple havde (lidt) transparens i 2000

Det er på ingen måde gået Microsofts næse forbi, at Apple har lanceret noget, der minder om Aero Glass. De to selskaber driller ofte hinanden, og Microsoft har denne gang benyttet sin TikTok-konto til formålet.

En ny TikTok-video viser forskellige, særligt udvalgte aspekter af Aero, der næppe tilfældigt matcher flere af de ting, som Apple fremhævede ved sit design. Det sker med den halvspydige kommentar ”Just going to leave this here” – ”Vi efterlader bare lige dette her”.

Det hører dog med til historien, at Apple netop gennemfører det nye designparadigme på tværs af alle sine platforme, hvor Aero kun var til PC’er og datidens Windows-baserede hybrid-tablets. Apple-fans har naturligvis allerede påpeget, at Liquid Glass er arvtageren til Aqua, der har været det bærende designsprog for Mac-brugerflader siden 2000 og annonceringen af OS X.

Aqua havde visse transparente elementer, primært dialog-popups og menuer, der gik ned over de vinduer, de tilhørte. På Aero kunne man se igennem vinduernes kanter og deres baggrunde, uanset hvad der var bagved – akkurat som på Liquid Glass. Så det er måske lidt kompliceret at afgøre, hvem der kom først.

Men hvis vi kender fans af Apple og Microsoft, vil de kunne diskutere dette både meget længe og meget højlydt.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.