Forside * Nyheder

Apples privatlivs-strategi skaber AI-kvaler og hjerneflugt

-
(Foto: Apple/Rec.dk)

Interne kilder hos Apple siger at strategien med at udføre AI-opgaver lokalt på Apples enheder forhindrer firmaet i at komme i front. Det har fået toppen af AI-holdet til at forlade Apple.

Selv om Apple ikke er perfekte i den henseende, er det overordnet set ikke forkert at sige, at Apple vil være kendt for sine privatlivs-initiativer. Strategien har dog angiveligt haft kolossale, uventede omkostninger for firmaet og er en af grundene til at Apples fortsat halter bagefter på AI-markedet. Det siger to interne Apple-kilder til The Information.

Det handler om at den hastige AI-udvikling, vi oplever i disse år, delvist kan tilskrives open source-miljøet og forskningsverdenen. Modsat teknologier, som tech-firmaerne betragter som forretningshemmeligheder, bliver AI udviklet på en mere distribueret måde.

Annonce:

OpenAI, Google, Anthropic, Meta, Mistral, xAI og de fleste andre model-udviklere udbyder også open source-versioner af sine modeller, eller er på anden vis engageret i open source-miljøet. Ud over de moralske årsager til dette sparer firmaerne millioner af dollars i udviklingsomkostninger ved på denne måde at crowdsource træning og videreudvikling af modellerne.

Dertil kommer, at studerende og forskere på verdens universiteter også udvikler nye open source-modeller, der sendes ud i miljøet, og hvorfra de store AI-firmaer så kan hente nye idéer. Men Apples virksomhedskultur er ikke ligefrem kendt for kærlige favntag med open source-miljøet.

Nej til Open Source

Ifølge The Information har denne indstilling haft store konsekvenser, og er en af årsagerne til Apples AI-krise. Tidligere i år ville flere af Apples AI-eksperter have gjort nogle af firmaets egne modeller tilgængelige som open source, netop for at få dem udviklet og afprøvet yderligere blandt et stort publikum.

Men ifølge The Informations kilder, afviste Apples software-chef Craig Federighi dette blankt. I en e-mail til Apples daværende udviklingschef for grundlæggende AI-modeller, Ruoming Pang, skrev Federighi, at han var nervøs for at Apple-brugerne ville synes, at Apples privatlivsstrategi var forfejlet, fordi den går ud over AI-ernes kapacitet.

 

Apples softwarechef Craig Federighi præsenterer Apple Intelligence i en video fra sidste år. Hans afvisning af et forslag om at udsende Apples AI-modeller til open source-miljøet har angiveligt fået Apples AI-top til at gå over til Meta (Foto: Apple)

Apples privatlivsstrategi er som bekendt bundet op på at begrænse afhængigheden af skyen og øge udførslerne af f.eks. AI-opgaver på selve enheden i stedet. Men det betyder, samtidig, at Apple er nødt til at begrænse sine AI-modeller kraftigt, så de kan køre på f.eks. en iPhone uden at den bliver overvældet og giver brugerne en dårlig oplevelse.

Hjerneflugt

Hvis Apple åbnede sine modeller, ville det ifølge Federighi blive åbenlyst, at disse var underlegne i forhold til de af konkurrenternes modeller, der er lavet til at blive afviklet på kraftige computere eller i skyen. Federighi var nervøs for hvad de trofaste Apple-brugere ville synes, især hvis de begyndte at presse Apple til at lægge afstand til ”on-device”-strategien for at få bedre AI på iPhone, iPad og Mac.

Den blanke afvisning fra Craig Federighi har ifølge The Information og 9to5Mac været med til at demoralisere AI-holdet hos Apple, fordi ledelsen tilsyneladende ikke er klar til at gøre alt for at tage føringen i AI-kapløbet.  Det ser ud til at have ført til hjerneflugt hos Apple.

I kølvandet på Federighis email, forlod Ruoming Pang for lidt over to uger siden Apple og gik over til Meta. Det hjalp formentlig, at Pang ifølge Bloomberg blev tilbudt en lønpakke på over 200 millioner dollar, der dog er spredt ud over en årrække. I sidste uge fulgte to af de øverste medarbejdere på AI-holdet, Mark Lee og Tom Gunter, med over til Meta for at fortsætte arbejdet med Pang.

The Informations kilder bekræfter i øvrigt, at Apple p.t. diskuterer med OpenAI, Anthropic, og Google om at bruge disses firmaers modeller i en ny version af Siri. Det kom angiveligt som en overraskelse for AI-holdet, der også først hørte om forsinkelsen af lanceringen af den nye Siri, da Apples ledelse gjorde det officielt.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.