
Datatilsynet har udtalt alvorlig kritik af Digitaliseringsstyrelsen for en række fejl, der opstod under overgangen til en ny leverandør af Digital Post i 2022.
Kritikken fremgår af en udtalelse fra Datatilsynet og en redegørelse fra Digitaliseringsstyrelsen.
I 2022 overtog it-virksomheden Netcompany opgaven med at udvikle og drive Digital Post. Overgangen krævede flytning af store mængder data fra den tidligere løsning, der blev leveret af e-Boks. Ifølge Digitaliseringsstyrelsen var der tale om en af de største datamigreringer i Danmark, hvor 160 terabyte data og 1,4 milliarder dokumenter blev overført.
Borgere fik forkerte læseadgange
Under migreringen opstod der fejl, som fik konsekvenser for borgernes adgang til Digital Post. Nogle borgere, der tidligere havde haft læseadgang til en pårørendes eller en virksomheds postkasse, fik genaktiveret denne adgang uden at have anmodet om det. Andre oplevede, at deres læseadgang blev fjernet, hvilket forhindrede dem i at læse post på vegne af andre.
Digitaliseringsstyrelsen peger på, at fejlene skyldtes utilstrækkelige test af særlige scenarier før overgangen. Derudover opstod der misforståelser mellem den tidligere og den nye leverandør, som bidrog til problemerne.
Styrelsen har rettet op og indført tiltag
Ifølge styrelsen er der siden arbejdet på at rette fejlene. Netcompany har indført nye procedurer, der skal reducere risikoen for lignende fejl ved fremtidige systemændringer og opdateringer.
Digital Post bruges af både borgere og virksomheder til sikker digital kommunikation med offentlige myndigheder. Posten kan tilgås via Digital Post-appen, e-Boks.dk eller Mit.dk.
Du kan læse hele afgørelsen fra Datatilsynet her.








