
Efter 35 år på Maigårdsvej rykker Lyd og Billede Specialisten og CANVAS HiFi til Flade Engvej 4 i Frederikshavn.
Ejendommen er købt af indehaver Laust Nielsen, som har overtaget Nordtronics bygning fra 2015.
Med flytningen udvider virksomhederne fra 700 til 1640 kvadratmeter. Heraf er 800 kvadratmeter højlager med plads til fire paller i højden. I dag har CANVAS HiFi kun 200 kvadratmeter lavlager og må bruge fjernlagre i Frederikshavn.
“Vi får alt samlet under ét tag og bedre plads til at håndtere flowet i begge virksomheder, siger” Laust Nielsen.

Åbning planlagt til årets slutning
CANVAS HiFi og Lyd og Billede Specialisten forventer at åbne på Flade Engvej sidst på året. Indretningen er endnu ikke fastlagt.
“Vi er i dialog med Frederikshavn Kommune om forskellige løsninger, og samarbejdet har indtil videre været positivt”, fortæller Laust Nielsen til Kanal Frederikshavn.
CANVAS HiFi blev lanceret for under to år siden og har i dag 170 forhandlere på verdensplan. Det tal ventes at stige til 250 i år. Virksomheden har for nylig ansat en medarbejder i Mellemøsten.
Antallet af medarbejdere i Frederikshavn er steget fra 20 til 30 siden lanceringen af CANVAS HiFi i 2024. Laust Nielsen fremhæver synergien mellem de to virksomheder som en vigtig årsag til væksten.











