OnePlus har annonceret, at deres nye tablet OnePlus Pad Lite lander i Danmark i august 2025.
Forudbestillingen åbner den 4. august kl. 10, mens det officielle salg starter den 14. august kl. 10. Begge dele sker eksklusivt gennem forhandleren Proshop.
Tablet’en bliver lanceret i farven Aero Blue og kommer i én konfiguration: 8 GB RAM og 128 GB lagerplads med LTE-forbindelse. Der er ikke meldt noget ud om andre versioner.
OnePlus Pad Lite er udstyret med en 11-tommer skærm, der kan vise over 1 milliard farver. Fire indbyggede højttalere med Hi-Res Audio og Omnibearing Sound Field-teknologi skal sikre en stærk lydoplevelse. Enheden vejer 530 gram og måler 7,39 mm i tykkelsen.
Batteriet er på 9.340 mAh og understøtter 33W hurtigopladning. Ifølge producenten er det nok til en hel dags brug uden behov for opladning undervejs.
OnePlus Pad Lite kører med styresystemet OxygenOS 15.0.1 og har funktioner som Screen Mirroring, Clipboard Sharing og Quick Share til Android. Den understøtter også O+ Connect til Apple-enheder. Derudover er der adgang til Google Kids Space og en særlig børnetilstand.
Pris og levering
Prisen i Danmark er 1.999 kroner for modellen med 8 GB RAM og 128 GB lager. Forudbestilling kan ske hos Proshop fra den 4. august 2025 kl. 10, og levering ventes at starte omkring den 14. august, hvor salget officielt går i gang.









