Forside * Nyheder

Pebble hedder nu officielt Pebble igen

-
(Foto: Core Devices)

Ud over at de snarligt genopstående smarture har fået det oprindelige navn tilbage er der også nyt på den tekniske front.

Hvis du var blandt dem, der var glad for at høre at Pebble-smarturene ville vende tilbage, så har du netop fået endnu mere grund til at juble. Nu behøver du nemlig ikke længere rette dig selv, hver gang, du siger ”Pebble”.

Da Google sidste år frigav kildekoden til smarturenes software som open source, gik manden bag de oprindelige Pebble-ure straks i gang med at genoplive dem. Det eneste, Eric Migicovsky ikke lykkedes med at genvinde, var rettighederne til Pebble-navnet. Varemærket blev nemlig solgt sammen med teknologien bag urene til FitBit i 2016.

Annonce:

FitBit blev som bekendt siden solgt til Google, og på den måde endte rettighederne til både navnet og softwaren hos en af de helt store teknologi-giganter. Og sådan nogle firmaer giver som regel ikke sådan lige slip på varemærker og andre immaterielle rettigheder uden at det koster det hvide ud af øjnene – ikke mindst til de advokater, der som regel skal være involveret.

Migicovsky havde i stedet besluttet sig for at kalde de genopstandne smarture for Core, hvilket også er navnet på hans firma. Men har  nu på sin blog meddelt, at han har fået Pebble-navnet tilbage. Det gik ovenikøbet ifølge hans eget udsagn, ”noget lettere end jeg havde forventet”. Og således skifter Core-urene nu tilbage til det oprindelige navn: Pebble.

30 dages batteri

Pebble-urene, der er på vej, bliver i første omgang forbedrede versioner af de næsten 10 år gamle modeller, Pebble 2 Duo og Pebble Time 2. Sidstnævnte nåede aldrig at komme på gaden, før Pebble blev opkøbt, men nu bliver smarturet altså til virkelighed. Oven i købet med den samme skærm.

Men hvorfor i alverden skulle du dog være interesseret i at købe et ur med 10 år gammel teknologi om bord? Det kan der være mange grunde til. Den største grund er nok nostalgi, hvis du var en af de oprindelige Pebble-brugere og måske oven i købet var med fra starten i 2012, da Pebble slog den daværende rekord for det største beløb indsamlet via en Kickstarter-kampagne.

(Foto: Core Devices)

Der er dog også mere tekniske grunde, for eksempel en batterilevetid, der ikke er på 30 timer, men på 30 dage. Pebble-softwaren er som nævnt nu open source, så du køber ikke bare et smartur, du køber en platform. Hvis du roder med kode som en hobby, kan du altså bygge dit helt eget, personlige smartur på denne måde.

Ifølge Eric Migicovsky har de netop gjort det ”suuuuper-let” at tilgå og anvende Pebble-SDK’et, så selv folk med kun lidt kode-forstand kan lave sine egne urskiver med mere. Du kan endda også købe et udviklingskit til selve firmwaren, hvis du har mod på at kravle helt ind under motorhjelmen.

Forbedret vandtæthed

Den første Pebble-model, der vender tilbage, er Pebble 2 Duo, men denne er blevet en anelse forsinket, skriver Migicovsky. De fleste, der har forudbestilt, er dog nok villige til at vente. Det viser sig nemlig, at holdet bag Pebble arbejder med sine produktionspartnere i Hong Kong på at gøre uret endnu mere modstandsdygtig overfor vand end originalens IPX8-certificeering.

Lige nu testes der en opgradering i den henseende, der indgår i masseproduktions-processen, der altså ikke er gået i gang endnu. Der er dog nogle, der allerede har været heldige at få nogle ure. Cirka 100 af dem er ude hos testere, der lige nu rapporterer fejlmeldinger med mere tilbage til Pebble-holdet.

(Foto: Eric Migicovsky)

Så snart disse detaljer er på plads, kan Pebble 2 Duo angiveligt gå i masseproduktion. Eric Migicovsky forventer derfor at den første omgang ure kan blive sendt ud til folk i slutningen af august. Derefter følger endnu en runde en måneds tid senere. Han kan også berolige folk med at Pebble-fans udenfor USA ikke behøver være nervøse for at Trumps toldkrig med Kina kommer til at fordyre urene, for de bliver sendt direkte til folk fra Hong Kong.

Amerikanerne kommer dog til at betale 10 dollar ekstra oven i grundprisen på 149 dollar, eller cirka 947 kroner før danske skatter og afgifter. Der er endnu ikke ret meget nyt om leveringstiden på det mere avancerede Pebble Time 2-ur, der har højttaler, pulsmåler med mere indbygget (ud over at de har fået fjernet en kliklyd, der angiveligt var en softwarefejl). Det koster 225 dollar eller cirka 1430 kroner før danske skatter og afgifter.

Hvis du gerne vil have et sjældent indblik i udviklingen og produktionen af sådan et produkt, kan du læse Eric Migicovskys blog her. Selve Pebble-hjemmesiden, hvor urene kan bestilles, er stadig endnu ikke blevet opdateret med det nye navn, men kan findes her. Nåja, og så har firmaet også fået lavet T-shirts.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.