
Den østrigske producent StreamView har nu lanceret Thomsons nye streamingdongle, Go Cast 150, i Danmark.
Thomsons Google TV streamer minder på flere måder om Googles tidligere Chromecast med Google TV, og henvender sig til forbrugere der søger en prisvenlig adgang til Google TV. Nu fås enheden i Danmark. Det skriver Flatpanels.
HDMI-dongle med Google TV
Go Cast 150 tilsluttes via HDMI og drives af Google TV-platformen. Den er udformet som en kompakt dongle og leveres med en fjernbetjening, der understøtter stemmestyring. Setuppet lægger sig tæt op ad det, mange kender fra Googles tidligere Chromecast-enheder.

Understøtter 4K og Dolby Atmos
Donglen understøtter streaming i op til 4K-opløsning ved 60 billeder i sekundet. Der er HDR10-understøttelse, men ikke Dolby Vision. Til gengæld understøttes Dolby Atmos, hvis enheden kobles til kompatibelt lydudstyr.
Adgang til danske tjenester
Go Cast 150 giver adgang til både danske og internationale streamingtjenester. Det inkluderer DRTV, TV 2 Play, Netflix, Disney+ og Apple TV+, blandt flere andre.

Begrænset ydelse, men mobil og enkel
Med 2 GB RAM og 8 GB lagerplads er ydelsen begrænset i forhold til kraftigere enheder som Apple TV 4K og Nvidia Shield. Thomson fremhæver dog, at Go Cast 150 er velegnet til brugere med basale behov eller som en mobil løsning, der kan tages med på ferie.
Enheden har indbygget WiFi og Bluetooth og kræver kun strøm via USB (strømforsyning medfølger) og en ledig HDMI-port på fjernsynet.

Pris og tilgængelighed
Thomson Go Cast 150 er nu tilgængelig i Danmark og er set hos Expert og Power.
Prisen svinger mellem kr. 499-669








