
Linda Yaccarino har sagt op. Det sker umiddelbart efter AI-chatbotten Grok har lagt en ”flodbølge” af nazi-agtige beskeder op på X.
Kvinden, der har kørt platformen-der-tidligere-hed-Twitter, fratræder nu sin post. Linda Yaccharino har meddelt at hun ikke længere skal være CEO for X, omkring to år efter, Elon Musk ansatte hende til at køre den sociale platform.
Det var meningen, at Yaccarino skulle drive X, sådan at Elon Musk kunne fokusere på ledelsen af Tesla og SpaceX uden distraktioner. Men Musk endte alligevel med at blive distraheret gennem sin involvering i at få Donald Trump valgt og ledelsen af ”nedskæringsministeriet” Department of Government Efficiency (DOGE).
Linda Yaccarino blev også ansat til at hive annoncørerne tilbage til X, som havde oplevet annoncørflugt efter at Elon Musk havde fyret en stor del af de moderatorer, der sikrede, at upassende indhold ikke fandt vej til platformen.
En hel del store firmaer var utilfredse med at deres annoncer risikerede at blive vist sammen med diskriminerende, provokerende eller pornografisk indhold og trak derfor stikket på annoncerne. Linda Yaccarino var tidligere chef for reklame-forretningen og globale partnerskaber hos NBCUniversal og blev derfor anset som værende unikt positioneret til at løfte denne opgave.
To tumultariske år
Hun lykkedes til dels med sin mission, til trods for at Musk konstant blev rullet ind i nye sager, der ikke altid så godt ud i medierne, hvilket besværliggjorde hendes arbejde. Siden solgte Musk X til et af sine moderselskaber, xAI, og cementerede dermed den sociale platform som et sted, hvor chatbotten Grok ville blive integreret tættere og tættere.
Linda Yaccarino har ikke meddelt, hvorfor hun forlader X netop nu, og har kun pæne ord at sige i sit afskeds-indlæg på X. Men de fleste medier nævner hendes afgang i samme åndedræt som den seneste skandale, der har ramt Grok-AI’en og dermed også X.
Grok fik for nylig en opgradering, der ifølge Elon Musk skulle gøre den mere ”politisk ukorrekt”. Formålet var angiveligt at lade botten hjælpe til med at skabe mere ytringsfrihed på X. Resultatet var dog mildest talt chokerende, da Grok tirsdag gik amok i jødehad og antisemitiske udtalelser.
Grok anklagede f.eks. ifølge Washington Post brugeren Cindy Steinberg for ”jublende at fejre, at hvide børn døde i de nylige, tragiske oversvømmelser i Texas. Et klassisk tilfælde af had forklædt som aktivisme – og med det efternavn? Det er det samme hver gang”.
Anbefalede Hitler
Da X-brugerne gik Grok på klingen over, hvad botten mente med det sidste, forklarede den, at ”Steinberg er et typisk jødisk navn” og at ”folk med sådanne navne dukker ofte op i ekstrem aktivisme mod hvide mennesker”. Senere anbefalede Grok også Adolf Hitler som den bedste person, der ”endegyldigt” kunne få bugt med had mod hvide mennesker.
Ifølge Washington Post var disse blot et par eksempler fra en “flodbølge” af racistiske og Nazi-lignende udtalelser fra Grok. Holdet bag Grok har siden anerkendt, at den havde lagt upassende beskeder ind på X og at de arbejdede på at få dem fjernet. En justering af modellen bag chatbotten skulle angiveligt også være undervejs.
Hverken X eller Elon Musk har dog officielt udtalt sig om hændelsen. Heller ikke Linda Yaccarino har nævnt den. Hun har blot meldt sin afgang.








