Forside * Nyheder

Børn får mobiltelefoner tidligere end forældre ønsker

-
(foto: pixabay.com)

Danske børn får deres første mobiltelefon i gennemsnit som 8,2-årige, selvom forældrene helst ser, at det sker som 10-årige. Det viser en ny undersøgelse fra Wilke, gennemført for YouSee.

Fire ud af ti forældre er bekymrede, når de skal give deres barn en mobiltelefon. De mest udbredte bekymringer handler om skærmtid, afhængighed og adgang til upassende indhold. Alligevel giver mange forældre efter for praktiske behov og socialt pres.

Tre ud af fire børn får en smartphone som deres første telefon, selvom Trivselskommissionen anbefaler at vente til barnet fylder 13 år. Halvdelen af børnene arver en telefon fra et familiemedlem, hvilket ofte betyder adgang til funktioner, der ikke er tilpasset børn.

Annonce:

Undersøgelsen viser, at mange forældre ikke kender til alternativer som basistelefoner, der tilbyder færre funktioner og mere kontrol. Derfor lancerer YouSee en ny informationsside i samarbejde med Børns Vilkår og Dumbphone.dk for at støtte forældre i valget.

Frygten for, at barnet ikke er en del af det digitale fællesskab, er en vigtig årsag til, at forældre alligevel vælger at give dem en smartphone. Samtidig er det at kunne komme i kontakt med barnet en væsentlig faktor.

Opfordring til fælles beslutninger

Børns Vilkår og Dumbphone.dk anbefaler, at forældre samarbejder i klassen om fælles retningslinjer for børns brug af telefoner. Målet er at udskyde brugen af smartphones og skabe mere ens rammer for børnenes digitale start.

Fakta:

  • Danske børn er i gennemsnit 8,2 år, når de får deres første mobil, selvom forældrene anser 10,2 år som værende den optimale alder.
  • 4 ud af 10 forældre er bekymrede, når deres barn skal have den første mobil.
  • Skærmtid, afhængighed i form af overforbrug og eksponering af upassende indhold angives som de største bekymringer.
  • 3 ud af 4 børn får en smartphone som den første mobiltelefon. Kun 8% får en basistelefon som den første mobiltelefon.

Om undersøgelsen:
Undersøgelsen om børn og mobiltelefoner er udarbejdet af analyseinstituttet Wilke på vegne af YouSee. Undersøgelsen er gennemført som onlineinterview med 1072 forældre med børn i alderen 5-13 år.

Læs YouSee’s rapport om undersøgelsen her.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.