
Gaming fylder stadig mere i både fritid og unges identitet, og nu sætter Elgiganten i Odense fokus på udvalg og vejledning indenfor PC-componenter.
Den 5. september åbner Elgiganten et nyt område i varehuset i Odense, hvor kunder kan opleve et bredt udvalg af PC-komponenter. Initiativet er første skridt i en større satsning på at koble fysiske butiksoplevelser tættere til gamingkulturen i Danmark.
Fokus på fysisk oplevelse
Det nye område giver adgang til grafikkort, CPU’er, RAM, kabinetter, køling og tilbehør fra mærker som NVIDIA, AMD, Intel, ASUS og Corsair. Kunderne får mulighed for at se og sammenligne udstyret, hvilket ifølge Elgiganten er en oplevelse, der hidtil har været vanskelig at finde i Danmark.
”Mange handler online, men det giver en anden oplevelse at kunne gå rundt, møde andre gamere og se komponenterne fysisk,” fortæller Henrik Eriksen, salgschef for Computing hos Elgiganten, i en udmelding.
Voksende marked
Markedet for gaming og PC-komponenter i Norden omsætter for omkring 3,5 milliarder kroner årligt. Gaming spiller en central rolle i hverdagen for børn og unge, og næsten halvdelen i alderen 1–15 år spiller hver dag, viser tal fra Medierådet for Børn og Unge, DR og Det Danske Filminstitut.
”Vi ser en generation, der både har høje forventninger til udstyret og ønsker at bygge det selv,” siger Henrik Eriksen.
Elgiganten Build skal hjælpe begyndere
Som en del af satsningen lanceres Elgiganten Build, der tilbyder videoguides, startpakker og rådgivning til kunder, som ønsker at bygge deres første PC. Konceptet skal gøre indgangen til PC-byg lettere, også for dem uden tidligere erfaring.
Planer for udbredelse
Det nye butiksunivers åbner i Odense den 5. september med konkurrencer og åbningstilbud. Ambitionen er, at konceptet senere skal udrulles til flere af kædens varehuse i Danmark.
|
Fakta Åbner i Elgiganten Odense den 5. september Sortiment fra bl.a. Nvidia, AMD, Intel, ASUS, MSI og Corsair PC-komponentmarkedet i Norden: ca. 3,5 mia. kr. årligt Elgiganten Build giver videoguides, startpakker og rådgivning til nybegyndere |








