Forside * Nyheder

Falske sms’er rammer Norlys-kunder

-
Foto: recordere.dk

Ukendte bagmænd har de seneste dage sendt sms’er, der udgiver sig for at komme fra Norlys.

Beskederne truer modtagerne med, at strømmen bliver afbrudt, hvis der ikke sker øjeblikkelig betaling.

De falske beskeder har ført til en markant stigning i opkald til Norlys’ kundeservice. Ventetiden for kunder, der forsøger at få afklaret situationen, er derfor vokset de seneste halvanden uge.

Annonce:

Norlys: Slet beskeden

Ifølge Mads Brøgger, direktør for Norlys’ energiforretning, er sms’erne rene svindelforsøg:

”Vi har fået rigtig mange opkald fra bekymrede kunder, som har modtaget denne sms. Det er meget beklageligt, at vores navn og brand misbruges, og vi kan kun anbefale kunderne at slette beskederne,” siger han.

Norlys kan i visse tilfælde sende sms’er til kunder med ubetalte regninger, men selskabet understreger, at der aldrig vil være links til betaling i beskeden. I stedet henvises altid til den officielle regning, kunden har modtaget.

Derudover lukker Norlys ikke for strømmen uden længere forvarsel, hvor både rykkere og direkte kontakt indgår.

Risiko for misbrug

Ifølge Mads Brøgger er Norlys som landets største energi- og telekoncern et oplagt mål for svindlere:

”Vi er ærgerlige over, at vores navn misbruges til at svindle helt almindelige danskere. Jeg kan kun opfordre kunderne til at være kritiske, inden de klikker på links i både mails og sms’er,” siger han.

Kunder, der er i tvivl om en regning, kan altid finde et overblik på mit.norlys.dk eller via netbank og betalingsservice. På Norlys’ hjemmeside er der samlet en række råd til, hvordan man kan beskytte sig mod digitale svindelforsøg.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.