
Gemini for Home er Googles forsøg på at lave en AI, der kan hjælpe til i det daglige og være til stede de steder i hjemmet, hvor der er brug for den.
Store Bededag er muligvis afskaffet på den offentlige kalender, men i går holdt Google Store Meldedag. Firmaet kom med en række presseudmeldinger, der for det danske marked især handlede om de nye Pixel-telefoner. Men en af de mere internationale nyheder fra i går gik lidt under radaren i den danske tech-dækning.
Det handler om AI-botten Gemini, som lige nu er i front, når det gælder smartphone-integration, og som formentlig er en torn i øjet på Apple i lyset af sidstnævntes Apple Intelligence-krise. Men i går afslørede Google mere Gemini-nyt end hvad der vedrører den mobile platform. Der var også Gemini-nyt til hjemmet.
Google har nemlig godt nyt til de smart home-entusiaster, der drømmer om at få en slags Jarvis (fra ’Iron Man’-filmene) op at køre, som ikke blot kan styre hjemmets intelligente enheder, men også føre en AI-samtale. Senere i år kommer Gemini Home nemlig til Googles smart home-økosystem.
Tech-giganten har naturligvis i årevis haft adgang til at styre visse smart home-enheder, musikafspilning med mere via Google Assistant, der også kunne give banale svar på spørgsmål, den kunne google sig til. Denne assistent har man kunnet tale til i de relevante Nest- og Home-enhederne.
Klarer komplekse kommandoer
Men ligesom på smartphones er der noget af et kvalitetshop fra Google Assistant og op til Gemini, og det betyder, at Geminis indtog i Googles smart home-økosystem kan gøre en temmelig stor forskel. I Googles egen udmelding hedder det for eksempel, at du kan sige ”spil den der sang fra dette års sommer-filmhit om racerbiler” i stedet for at nærmest at skulle stave navnet på sangen, du gerne vil høre.
Du kan også afgive (for en computer) mere komplicerede kommandoer til styring af hjemmet, f.eks. ”sluk lyset i alle andre rum end soveværelset” eller dobbelte kommandoer som ”dæmp lyset og sæt temperaturen til 22 grader”.

Gemini for Home er ifølge Google også bedre til at lave lister, påmindelser og sætte ting i kalenderen, så du f.eks. kan sige ”sæt ingredienserne til en ægte, italiensk lasagne på min indkøbsliste” eller ”sæt en timer med det rette tidsrum til at blanchere broccoli perfekt”. Alt dette kan du naturligvis også gøre med en smartphone, men fordi Gemini for Home kommer til Nest Hub-smartskærme og Nest Audio-højttalere, kan du blot tale ud i luften ligesom med Jarvis.
Tålmodighed påkrævet
Dertil kommer ting, som du normalt ville spørge Gemini (eller f.eks. ChatGPT eller Claude) om: ”Min opvaskemaskine dræner ikke vandet ordentligt. Kan vi sammen undersøge, om det er noget, jeg selv kan lave?” eller ”Jeg har æg, spinat, ost og røget laks i køleskabet. Hjælp mig med at lave et lækkert måltid ud af dem”.
Det lyder jo alt sammen meget godt. Men som det altid er tilfældet med smart home-produkter, skal det tages med et gran salt i forhold til, hvordan det fungerer i virkeligheden. Under alle omstændigheder skal danskerne nok væbne sig med tålmodighed. Udrulningen starter i oktober, men det er til særligt udvalgte beta-testere med preview-adgang.
Derefter bliver Gemini for Home-adgangen langsomt udrullet, men formentlig først i engelsksprogede lande. Hvis Google følger det vante mønster, kommer dansk sprog først til noget senere. Det skal også nævnes, at visse funktioner vil kræve et betalt abonnement (ligesom hos Amazon, der allerede har indført noget lignende i sine Alexa-enheder). Google har hidtil ikke sagt noget om, hvilke funktioner, der kommer bag betalingsmuren.








