Forside * Featured

GPT-5 er landet – også i gratis ChatGPT

-
OpenAI valgte, som firmaet har for vane, hjemlige omgivelser til præsentationen af GPT-5 (Foto: OpenAI/Rec.dk)

Næsten alle brugere får fra starten adgang til den største opdatering af OpenAIs modeller i to et halvt år.

For et par uger siden kunne vi rapportere, at OpenAI sandsynligvis ville lancere sin største opgradering af sin AI-teknologi i årevis i august måned. Men vi skulle ikke ret langt ind i august, før rygterne blev til virkelighed.

OpenAI har i dag annonceret GPT-5, den næste store opdatering af den flagskibsmodel, som verdens ledende AI-firma udbyder. Fordi der hele tiden dukker nye versioner af de forskellige modeller op med specifikke evner, virker det ikke som om, det er så længe siden, vi sidst så sådan en opdatering.

Annonce:

Ud over nyere modeller som 4o, o1, o3 med flere, sendte OpenAI også open source-modellen GPT-OSS på gaden for blot et par dage siden. Men den officielle lancering af GPT-4 skete faktisk helt tilbage i marts 2023. Det virker måske ikke så længe siden, men med den hastige udvikling, der sker inden for AI lige nu, sker der rigtig meget på to år.

For en gangs skyld (og modsat, hvad rygterne forudsagde) kommer almindelige brugere til at mærke opgraderingen allerede fra starten. Det bliver altså ikke noget med, at GPT-5 først bliver tilgængelig for folk, der har råd til at betale det hvide ud af øjnene.

Danmark er med fra starten

Nej, tværtimod bliver GPT-5 allerede nu integreret i ChatGPT, der er den brugerflade, 700 millioner brugere verden over tilgår GPT-modellerne gennem. Fra torsdag bliver den ifølge OpenAIs egen udmelding til offentligheden ”rullet langsomt ud for abonnenter på ChatGPT Plus, Pro, Team og Free i hele verden og virker på web, mobil og desktoppen”. GPT-5 kommer dog først senere til Enterprise- og Edu-abonnenterne.

Dette interaktive “spil” blev lavet af ChatGPT på rekordtid med GPT-5 (Foto: OpenAI)

Her skal man især lægge mærke til, at OpenAI lover at også folk, der er registreret hos OpenAI med et gratis ChatGPT-abonnement får adgang med det samme. Det er dog naturligvis i et mere begrænset omfang end betalende kunder, sådan at gratis-brugere bliver hurtigere nedgraderet til en ældre model end folk med betalingsabonnementer.

Det er naturligvis også værd at lægge mærke til, at OpenAI lover en global udrulning, hvilket betyder at modellen lander i Danmark fra første færd. OpenAI må altså have koordineret lanceringen med EUs AI-myndigheder.

Brugerne behøver heller ikke længere selv vurdere, om de vil bruge en ræsonnerings-model eller en almindelig generativ model. ChatGPT vælger fremover automatisk den mest passende model, hvilket afhænger af hvor krævende, brugerens forespørgsel er. Folk med API-adgang til OpenAIs modeller kan naturligvis stadig selv vælge, og vil have tre modeller til rådighed, GPT-5, GPT-5 mini og GPT-5 nano.

Bygger apps til dig, når du har brug for dem

Men hvad er det så lige, GPT-5 kan, der gør den så meget bedre end GPT-4? Ved torsdagens præsentation lagde OpenAIs Sam Altman vægt på, hvor god, den er til at kode. Han forudser at GPT-5 vil kunne levere ”software on-demand”, sådan at du f.eks. ikke længere leder efter en app, der kan løse en opgave for dig, men at du i stedet simpelthen sætter GPT-5 til at lave sådan en app i stedet.

Dette blev demonstreret ved OpenAIs presse-event torsdag ved at GPT-5 blev sat til at lave en website med et interaktivt spil, der kan hjælpe brugeren med at lære fransk. Det klarede GPT-5 på blot få sekunder.

Derudover skulle risikoen for at ChatGPY kommer med falske informationer være reduceret kraftigt med GPT-5. De såkaldte hallucinationer er stadigvæk mulige, men de forekommer i meget mindre grad end med o3, OpenAIs seneste ræsonnements-model, der hidtil har været firmaets mest avancerede.

GPT-5 vil også i højere grad indrømme, hvis den har svært ved at løse en opgave eller finde informationer end blot at lade som om alt er ok. Du vil selv kunne vælge, om du vil have et hurtigt svar eller vil lade GPT-5 tænke lidt længere. Det første svar vil så være lidt mindre fuldstændigt end det sidste. Med de længere tankeprocesser skulle GPT-5 også bliver bedre til at planlægge og udføre opgaver for dig med agentisk AI.

Det bliver dog først, når GPT-5 har været i brug ude blandt folk, at vi virkelig kommer til at se, hvor avanceret den er. Det er derfor værd at holde øje med, hvad medierne (inklusive Rec.dk) skriver i den kommende tid om brugstilfælde af både god og knapt så god karakter, der involverer GPT-5.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.