Forside * Fokus

Hi-Fi Klubben butik flytter ud af centrum

-
Hi-Fi Klubben Odense. Foto: recordere.dk

Hifi Klubben flytter ud af Odense centrum efter 30 år. Vil gøre det nemmere at komme til butikken i bil.

Efter tre årtier på en af Odenses mest trafikerede adresser, overfor Odense Banegård, der flytter Hifi Klubben butikken ud af byens centrum og ud til kædebutikkerne. Det skriver Fyens Stifttidende.

Butikschef Niels Haack Jakobsen fortæller til avisen, at flytningen har været på ønskelisten længe, men først for tre måneder siden lykkedes det at finde den rette placering. Baggrunden er især de trafikale forhold omkring Banegårdspladsen, hvor anlæggelsen af letbanen har gjort adgangen vanskelig.

Annonce:

“Det er et ønske om at gøre det nemmere for vores kunder at komme herind i bil”, fortæller Niels Haack Jakobsen til avisen. Han forklarer, at kundestrømmen aldrig er kommet tilbage på samme niveau, efter letbanebyggeriet satte sit præg på området.

“Størstedelen af vores kunder kommer i bil, og det er simpelthen bare for besværligt. Vi er stadigvæk flere gange dagligt nødt til over telefonen at guide kunderne i, hvordan de finder ind til os. Det vil vi gerne være fri for,” siger han og påpeger, at mange af kædens produkter er for store til at tage med i letbanen.

Mere plads til produkter og mere vinyl

Den nye butik bliver omkring 150 kvadratmeter større end den nuværende. Det giver mulighed for at udstille flere produkter og præsentere dem på en måde, hvor kunderne kan opleve lyd og billede tættere på, som de vil fungere i hjemmet.

Samtidig udvider Hifi Klubben sortimentet af vinylplader, fremgår det af en pressemeddelelse.

“Jeg håber da, at det gør, at vi får flere kunder og nogle nye kunder, som ellers ikke ville finde ind til os. Og så håber jeg, at vores eksisterende kunder kan få en endnu bedre oplevelse og se flere af de forskellige produkter, vi sælger”, siger butikschefen.

Flyttesalg før åbningen

Den præcise åbningsdato i de nye lokaler er endnu ikke fastlagt, men ventes at blive en dag i oktober.

“Det er med tungt hjerte, vi forlader adressen, men vi ser frem til at få bedre rammer”, slutter Niels Haack Jakobsen til avisen.

Den ny adresse bliver Ørbækvej 101, beliggende i butiksbyen mellem Bilka og IKEA. Her bliver HiFi Klubben nabo til Jysk.

I forbindelse med flytningen afholder Hifi Klubben et stort flyttesalg, hvor udvalgte varer og udstillingsmodeller sælges til nedsat pris.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.