
Elektronikkæden POWER har markeret sit 10-årsjubilæum med en kampagne der har trukket mange kunder forbi.
Power har skudt deres fødselsdagsudsalg i gang. Den 17. august 2015 åbnede den første Power-butik i Glostrup og siden er der kommet yderligere 26 til. Det fejrer elektronikkæden med et særligt udsalg som blev skudt i gang torsdag aften.
Det har været populært. Allerede torsdag aften blev der ‘tyvstartet’ online. Her blev der solgt for 10 millioner kroner på bare 10 minutter under et liveshopping-show, og fredag morgen stod kunder i kø foran kædens 27 butikker landet over.
Dørene åbnede fredag kl. 9 i kædens butikker, og ved alle butikker stod kunder talstærkt i kø.
“Vi har varmet op til den her dag i månedsvis, og 10 år med POWER i Danmark bliver altså ikke bare fejret med en tør croissant og to vift med et dannebrogsflag. Vi er på powersk vis gået all-in med en storstilet markedsføringskampagne og køtilbud, der er en Black Friday værdig. Og jeg kan nu konstatere, at danskerne har taget overvældende godt imod vores tiltag”, fortæller Jesper Boysen, administrerende direktør i POWER i en udmelding.
Rekorder på stribe
Ifølge POWER nåede liveshopping-showet torsdag aften en samlet omsætning på knap 25 millioner kroner. Fredag formiddag fortsatte succesen, hvor kæden efter den første time kunne notere en omsætning næsten 600 procent højere end samme dag sidste år.
“Jeg har aldrig oplevet noget lignende i min snart 30-årige karriere i branchen. Vi står altså midt i en ferietid, hvor mange danskere enten stadig ligger i en strandstol under sydens sol eller så småt prøver at komme op i gear herhjemme. Så det er absolut lavsæson for vores branche – og alligevel formår vi at slå vores egne rekorder i et brag af en kampagne. Det er simpelthen magisk”, siger Jesper Boysen.
Den største kampagne i kædens historie
POWERs 10-årsjubilæum er kulminationen på kædens største markedsføringsindsats nogensinde. Danskerne har de seneste uger mødt POWER i bybilledet via reklamer på metrostationer, busstoppesteder og på tv, hvor kampagneserien ”Den Forsvundne Kuffert” blev sendt i sin helhed i bedste sendetid.
“Vi har investeret stort, fordi vi ville give danskerne noget, de ikke har set før. Et jubilæum, der kan mærkes – ikke bare med prisfokus og rabatter, men med noget, som danskerne har lyst til at være en del af. Og ja, det har kostet mange penge. Og ja, vi har været spændte på, hvordan folk ville tage imod det. Men i dag har vi fået det tydeligste svar, vi kunne ønske os – og folk elsker altså POWER”, siger Jesper Boysen.
Jubilæumskampagnen fortsætter
POWER oplyser, at jubilæumskampagnen fortsætter i august og september med nye tilbud, der frigives løbende.
Blandt de øvrige milepæle nævner kæden, at jubilæumstilbudsavisen blev set 200.000 gange det første døgn, og at ”POWER” fredag morgen var det mest søgte ord på Google i Danmark – foran selv Novo Nordisk.








