Forside * Featured

Sådan får Fords ”revolutionerende” elbilplatform priserne ned

-
Ford laver verdens næstmest populære pickup truck, F-150, der kun overgås på verdensplan af Toyota Hilux. Derfor har Ford naturligvis lavet en elektrisk udgave (bill.), der dog ikke er helt så populær. Måske er det også grunden til at den første model på Fords nye universal-platform også bliver en pickup (Foto: Ford).

Færre dele, mere software, og billigere batterier er en del af løsningen. Og ligesom med Model T for over 100 år siden, er et nyt samlebånds-koncept også involveret.

For lidt over en uge siden meddelte Ford, at de havde fundet en løsning på elbilernes største problem: At de er for dyre. Det gamle bilfirma lovede at fortælle os mere om denne løsning 11. august, så nu ved vi lidt mere.

Det handler, som det også var forventet, om en ny ”universel” platform, som Ford vil bygge elbiler på i fremtiden. Platformen understøtter alt fra små hatchbacks til store trucks, og så er den først og fremmest billig. Desværre viste Ford ikke nogle konceptbiler eller lignende frem, men platformen skulle allerede få premiere med en pick-up truck-model i 2027.

Annonce:

En prototype på denne model eksisterer og er allerede blevet vist frem for Ford-medarbejdere, der bl.a. kalder den for ”revolutionerende” i en ny video. Allerede, da firmaet teasede dagens afsløring, kaldte Ford den nye universal-platform for ”en Model T-begivenhed” med henvisning til modellen fra starten af 1900-tallet, der mere eller mindre skabte det globale massemarked for biler.

Det gjorde den først og fremmest ved, efter lidt tid på markedet, at være billigere end konkurrenterne, noget Ford opnåede ved blandt andet at etablere en samlebåndsproduktion og reducere valgmulighederne (som Henry Ford sagde, ”den fås i hvilken som helst farve, du vil have, så længe den farve er sort.”)

Samlebånds-træ

Hvad vil Ford så gøre for at gentage tricket her over 100 år senere? Ifølge dagens afsløring har Ford udviklet samlebånds-konceptet, ligesom for et århundrede siden. Samlebåndet starter som normalt, men som noget nyt forgrener det sig nu ud i parallelspor, hvor moduler af bilen bliver samlet. Disse sættes så sammen for enden af forgreningerne, der så smelter sammen til et enkelt samlebånd igen, hvor bilen færdiggøres.

(Foto: Ford)

Derudover har Ford også fundet en del optimeringer i forhold til deres normale elbiler. Den nye universal-platform bruger 20 procent færre aktive dele end en normal elbil, hvilket ifølge Ford betyder 25% færre fæstnings-dele. Det betyder naturligvis også, at der ikke er behov for helt så mange stop på samlebåndene. Faktisk har Ford reduceret antallet af ”stationer” på samlebåndet med 40%.

Der skal altså ikke helt så mange mennesker til at samle en Ford-elbil, og det driver jo omkostningerne ned og produktionshastigheden op. Ford vil samle disse biler (i hvert fald til det amerikanske marked) i deres fabrik i Kentucky, hvor omkostningerne til lønninger er lavere end mange andre steder i USA.

Også nogle af hovedkomponenterne til den nye platform er blevet billigere. Ford forventer at sætte LFP-batterier i elbilerne, der generelt anses for at være billigere, kunne lade hurtigere op og holder længere. Disse lithiumjernfosfat-batterier er allerede på markedet i flere elbil-modeller fra Kina, og markedsanalytikere fra Bloomberg forventer at så meget som halvdelen af alle elbiler vil have lithiumjernfosfat-batterier ombord i 2027.

De magiske 30.000 dollar

Med den nye platform bliver batteriet tættere integreret i selve chassiset og kommer til at udgøre en del af bilens gulv. Ifølge Ford kommer det til at give meget mere indvendig plads. Ford vil dog ikke ud med, hvad rækkevidden bliver på biler med den nye platform, og den udeladelse skal man ikke ignorere. Som The Verge skriver, er det værd at hæfte sig ved, at den nye platform har en 400 volts-arkitektur, hvilket er mindre end hvad Hyundais og Kias elbiler p.t. bruger.

Hvor meget billigere bliver elbilerne så? Ford forventer at den ovennævnte pickup truck kommer til at koste omkring 30.000 dollar, hvilket anses for at være lidt af et magiske tal, når det gælder elbiler. Analytikere anser en pris på 30.000 dollar og derunder for at være der, hvor de fleste kan få råd til en elbil og vil være motiveret til at skifte benzinbilen ud – i hvert fald i vestlige lande.

Af samme grund har Elon Musk flere gange lovet at Tesla ville lave en elbil til den pris, men denne er aldrig blevet annonceret. Det er værd at nævne, at en elektrisk pickup truck normalt er dyrere end normale elbiler, så med Fords universal-platform kan prisen komme endnu længere ned på mindre hatchback-modeller og lignende. Ford ville dog endnu ikke afsløre, hvilke andre modeller, der skal laves på platformen.

Sidst, men ikke mindst, er universal-platformen designet som så meget anden forbrugerteknologi i 2025: Det er en platform, der er primært drevet af software. Software-opdateringer, der kommer via nettet skal optimere bilens ydelse over tid, hvilket angiveligt også sparer ejeren for en del løbende omkostninger.

Hvis den sidstnævnte detalje lyder ret Silicon Valley-agtig, så er det ikke tilfældigt. Den nye universalplatform er udviklet i et ”fjern-laboratorie” i Silicon Valley, langt væk fra Fords hovedkvarter nær Detroit i Michigan.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.