
Recordere.dk lagde vejen forbi Madrid, som det eneste danske medie, hvor Logitech løftede sløret for efterårets spilhardwareudgivelser – og den helt store joker, som står til at udkomme til i første kvartal 2026.
Hardwareproducenten Logitech inviterede Recordere.dk til at deltage i Logitech G PLAY-eventen, der i år blev afholdt den spanske hovedstad, Madrid. Personligt var jeg skeptisk. Gennem de senere år har det været stærkt begrænset med innovationen inden for gaming-udstyr, men Logitech havde kørt et større antal nyheder i stilling – og det ligner ikke en producent at invitere den europæiske presse og influencere på pressetur, hvis ikke der er noget større på spil.
Biografen Cinema Callao i hjertet af Madrid bød på et større showroom, hvor de indbudte fik mulighed for at afprøve nyhederne. Og mit overordnede indtryk af præsentationerne er, at Logitech, ligesom alle andre spilhardwareproducenter, leverede opdateringer af deres eksisterende porteføljer, uden de helt store forandringer eller innovation – overordnet set.
For selvom der var opdateringer inden for stort set alle kategorier, var der én potentiel game-changer, som jeg kommer tilbage til.
Gaming-headsets

Astro A20X
Største nyhed på lydfronten var Astro A20X – et gaming-headset i mellemklassen. A20X har en base, der kan skifte mellem to enheder såsom din PC og PlayStation 5.
Logitech smækker for første gang RGB-belysning ind i et Astro-headset, hvormed ørekopperne emmer af lys i op til 16 millioner farver. Batterilevetiden ved brug af belysningen ligger på 40 timer, og 90 timer når lyset er slukket. Derudover kan man afmontere mikrofonstangen, når den ikke bruges.
Underligt nok kunne Logitechs repræsentanter i Madrid ikke svare på, hvilke lydformater headsettet understøtter – ej heller om det var et stereo eller surround-headset. Den efterfølgende pressemeddelelse svarede heller ikke på spørgsmålet. Snarere tværtimod da den beskrev lyden som værende ”problemfri”, hvad end dette måtte betyde.
Da jeg kortvarigt testede headsettet i Madrid, var der så meget støj i showroomet, at det ikke var muligt at determinere, om jeg lyttede til stereolyd eller surround. Dog var det min oplevelse, at headsettet bød på fyldig og kraftfuld lyd.
Astro A20X er udkommet til en pris på kr. 1.499. Headsettet et kompatibelt med den nuværende generation af spilkonsoller samt PC.
Astro A50X
Astro A50X har også fået en opdatering, da Logitech har indgået et samarbejde med McLaren Racing. Skuffende nok er det kun overfladen, som har fået en opdatering, så Astro-flagskibet nu er beklædt med racerholdets farver, mens resten af headsettet er identisk med den almindelige udgave.
Astro A50X McLaren Racing Edition Wireless Headset er udkommet, og prisen lyder på kr. 3.199.
Logitech G321
Trådløst gaming-headset i lavprisklassen. Vejer blot 210 gram, og det føles utrolig behageligt med stoførekopper og stofbeklædt bøjlestang. Der var 35 grader i Madrid og derfor en god varme i præsentationsområdet. G321 virkede til at være et headset, hvor ørerne kunne ånde i heden.
Logitechs folk, såvel som pressemeddelelsen, gav ikke svar på, hvilket lydformat headsettet understøtter. Kvalificeret gæt, vi er i lavprisklassen, så stereo virker mest sandsynligt.
Logitech G321 er udkommet til kr. 529 og understøtter både Bluetooth og 2,4GHz forbindelser med 20 timers batterilevetid.
Gaming-tastatur

Logitech G515 Rapid TKL
Eneste nyhed inden for tastaturer i denne omgang var G515 Rapid TKL, der er et kabelforbundet analogt spiltastatur. Det interessante ved dette tastatur var muligheden for at programmere tasternes reaktionshastighed inde i G Hub-driveren.
Skal den enkelte tast reagere, når du har trykket den 1mm i bund eller 2,5mm? Mulighederne er mange, og den variable reaktionshastighed kan være behjælpelig, når du veksler mellem spilstil og spilgenrer.
G515 har en højde på blot 22mm, og det har baggrundsbelysning. Basen er lavet af robust rustfrit stål. Prisen ligger på kr. 1.299, og tastaturet er på hylderne nu.
Racing-udstyr
Logitechs samarbejde med McLaren Racing omfatter også racing-udstyr i form af rat og racerstol. Logitech G RS Formula Wheel McLaren Racing byder, foruden det lange navn, på et rat lavet af TPE-materiale og aluminium med et design, der er inspireret af F1-holdet. Rattet er en ”skal”, der skal kobles sammen med RS Wheel Hub eller RS QR Adapter.

Delene kan monteres med Playseat Formula Instinct: Logitech G McLaren Racing Edition, endnu et kort produktnavn, der tjener som et F1-lignende cockpit i McLarens karakteristiske farver. Cockpittet har desuden plads til montering af pedaler.
Sædet og dets puder kan justeres, men man ligger halvt ned som i en Formula 1-racerbil, og det er yderst behageligt at spille kørespil i, selvom det tager noget tid for en halvgammel tudse at komme op fra sædet igen.
McLaren-setuppet har endnu ikke fået en dansk pris eller udgivelsesdato.

Logitech G RS50 Base + pedaler
Selve motoren i RS50-basen leverer et drejningsmoment på op til 8 Newtonmeter, hvormed du vil opleve et kraftfuldt feedback og modstand i rattet, når du, eksempelvis, kører galt i det bilspil. Basen er lidt af en klods, der nemt kan monteres på et køresæde eller dit skrivebord.
Da jeg testede McLaren-setuppet med RS50-basen i Madrid, gav det en god fornemmelse af autencitet, når jeg forsøgte at holde mig på racerbanen. Modstanden i rattet var på grænsen til at være så voldsom, at jeg måtte give slip på det, når min bil kolliderede med rabatten.
RS Pedals er den sende udgave af Logitechs pedalbase. Den har en belastningscelle på 75kg og en kontaktløs hall-effekt speeder. Basen kan justeres efter ens præferencer, ligesom man kan finindstille pedalerne via G Hub-driveren.
RS50 står til kr. 2.499, mens RS Pedals koster kr. 1.199. Begge er ude nu.
Gaming-mus

Arrangementets absolutte hovedstjerne finder vi blandt musene. Logitech annoncerede to nye gaming-mus, der følger trenden lige for tiden – letvægt. Flere producenter satser i øjeblikket på mus, der ligger omkring 100 gram eller mindre.
Logitech G Pro X Superlight 2C ligger i den kompakte ende af skalaen, hvormed den passer til mindre hænder. Vægten er på blot 51 gram, og den trådløse mus udnytter Logitechs HERO 2-sensor, mens du får op til 95 timers batterilevetid. Prisen er kr. 1.349.

Vi runder af med Logitechs stille revolution inden for spiludstyr – G Pro X 2 Superstrike. Verdens første mus med haptisk feedback i realtid. Både højre og venstre museknap vibrerer, når du, eksempelvis, affyrer skud eller lader dit våben. Funktionen gjorde mig lidt skeptisk i begyndelsen, men efter at have spillet et par demoer gav det faktisk mening med haptisk feedback.
Givet, du har auditivt og visuelt feedback, når du spiller, men den haptiske feedback holder mig fokuseret og engageret i spillet. Logitech påstår, at musen giver det hurtigste og mest tilpasselige klik, hvilket øger hastighed og præcision i skydespil og online arenaspil. Hvorvidt dette er tilfældet kommer an på en prøve, når G Pro X 2 udkommer til næste år, men i den korte stund jeg tilbragte i selskab med musen, må jeg sige, at der er potentiale.











