Forside * Nyheder

JBL og Samsung sætter gang i IFA med nye festhøjttalere

-
(Foto: JBL)

JBLs PartyBox 720 er firmaets hidtil største, mens Samsungs ST50F og ST40F er lidt mere beherskede i både størrelse og output

Man kan sige meget om danske Soundboks, og det er der er sikkert mange støjforskrækkede naboer og stereo-insisterende lydkvalitets-entusiaster, der gerne vil. Men de fire stiftere bag Soundboks har spillet en stor rolle i at lancere festhøjttaler-kategorien, som mange af de store tech-firmaer (og mange små, kinesiske producenter) lancerer produkter i.

Et godt eksempel på dette er, at såvel Samsung som JBL har annonceret nye festhøjttalere forud for IFA-udstillingen, der åbner i Berlin på Fredag. Ved første øjekast kan de to firmaers nye, batteridrevne larme-maskiner se ret ens ud på pressebillederne. Dertil kommer, at Samsung jo som bekendt ejer Harman, som JBL er en del af. Men der faktisk forskel.

Annonce:

JBLs nye festhøjttaler er et nyt indspark i en serie, der formentlig har hentet inspiration fra ovennævnte danskere, nemlig PartyBox. Den nye model hedder 720 og er ikke så overraskende en opdatering af PartyBox 710.  Det er den største festhøjttaler, JBL nogensinde har lavet, og er med en højde på 94,2 cm fire centimeter højere end sin forgænger. Den vejer 31 kilo, så det er nok meget godt, at den har indbyggede hjul.

PartyBox 720 tåler vandstænk, men her står den lige lovlig tæt på pool-kanten…(Foto: JBL)

Der sidder to 9” højttalerenheder i den til de lave frekvenser, og disse flankeres af to 30 mm dome-tweetere. Det samlede output er ifølge JBL 800W kontinuerligt, og der er indbygget en AI, der kan identificere forvrænging og fjerne den, så dome-tweeterne ikke siger endegyldigt farvel, når der skrues helt op for musikken.

Klar til karaoke og fællessang

PartyBox 720 håndterer Bluetooth 5.4 og profilerne A2DP V1.4 og AVRCP V1.6, samt Auracast. Du kan også stikke en USB-dongle i højttalerens USB-C-port, hvorfra du kan afspille MP3-, FLAC- og Wav-filer. Og så er der også analoge inputs, såsom et minijack-stik til AUX-input og to XLR-indgange til mikrofoner, hvoraf den ene også har et jack-input til en guitar.

Batterilevetiden afhænger naturligvis af, hvor meget PartyBox 720 presses. Men den skal kunne holde i op til 15 timer på en opladning ifølge JBL, der også meddeler, at kassen tager tre timer at lade op. Og så er der naturligvis et LED-lysshow ombord, der er synkroniseret til musikken, så tingene bliver lidt ekstra festlige.

(Foto: JBL)

I skrivende stund har vi ikke en officiel dansk pris, men 710’erens vejledende udsalgspris var 5.999 kroner. Den amerikanske pris på 720’eren er 240 dollar højere end 710’erens, men det er ikke til at sige, om det er Trumps toldsatser, der spiller ind, og hvor meget dyrere 720’eren bliver i Danmark – hvis overhovedet.

Tåler vandstænk

Samsungs festhøjttalere – der er to nye modeller – er en del mindre end JBL’erne. De hedder begge Sound Tower, og har modelnumrene ST50F og ST40F. Den største model har en højde på 73,6 centimeter, mens lillebroderen er 62 centimeter høj. De to højttalere vejer hhv. 18,4 kg og 12,7 kg, så de er noget nemmere at komme rundt med en PartyBox 720. ST50F har dog stadig hjul i bunden. Det har ST40F ikke.

Dome-tweterne ombord er nogenlunde samme størrelse som på JBL’erne, men de store højttalerenheder er kun på henholdsvis 6,5 tommer og 5,25” mod 9” på JBL’erne. Der sidder dog to af dem i hver enhed, ligesom på JBL’erne, så der skal nu nok komme bundfrekvenser ud af boksene.

Både PartyBox 720 og Sound Tower-højttalerne (herover) kan bruges til karaoke og fællessang med tilsluttede mikrofoner (Foto: Samsung)

Sound Tower-højttalerne har også LED-discolys ombord med forskellige mønstre. Modsat billederne ovenfor, skal man nok være forsigtig, når man bruger disse højttere omkring en pool. Såvel Samsung Sound Tower-boksene som PartyBox 720 har IPX4-certificeringer. Det svarer i praksis kun til modstandsdygtighed over for vandstænk.

Knapt så meget output

Der er også forskel på tilslutningsmulighederne. Der er ingen XLR-stik til mikrofoner (men dog jack-stik). Sound Tower understøtter også Samsungs True Wireless Stereo, hvis du vil sætte to af dem sammen med f.eks. dit TV. Dertil kommer Auracast og Bluetooth (Samsung har dog ikke specificeret hvilken version i de informationer, vi har fundet). Du kan også spille musik direkte fra USB og her føjer Sound Tower AAC-filer til de tre typer, JBL’erne har.

NB! Eftersom ovenstående skribent har base i Los Angeles, kan det med sikkerhed fastslås, at lokationen på billedet ovenfor aldrig nogensinde har været Venice Beach – lige meget, hvor meget grafitti, Samsungs PR-folk photoshopper ind på cementen (Foto: Samsung).

Sound Tower er dog helt klart til mere kontrollerede festsituationer end PartyBox 720, for deres output er ”kun” henholdvis 240w og 160w. Det giver for ST50F’erens vedkommende en lidt bedre batteritid på 18 timer, mens ST40F kan køre i 12 timer. Ifølge Samsungs pressemeddelelse er Sound Tower ST50F og ST40F ”nu tilgængelige globalt”.

Vi har imidlertid ikke kunnet finde en officiel europæisk pris endnu, men de er formentlig lige på trapperne. I USA er de annonceret til at koste hhv. 699.99 og 499.99 dollar, hvilket svarer til priser på cirka 4.480 kroner og 3.200 kroner før danske skatter og afgifter kommer oven i.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.