
ChatGPT bliver en webbutik, Meta og OpenAI starter sociale medier for AI-slop og Anthropic lancerer ny kodemodel selv om undersøgelser viser at AI-kodning skader virksomhedernes bundlinje.
Det har ikke skortet på AI-nyheder i de sidste par dage. De store AI-firmaer har præsenteret nye store lanceringer. Men resten af verden reagerer i stigende grad med skuldertræk, når dette sker. Og nye rapporter viser, at AI-bølgen slet ikke har så stor en effekt på erhvervslivet og samfundet som forventet.
Hvis vi starter med Anthropic, så har selskabet idag lanceret den nyeste version af deres Claude-model, med navnet Sonnet 4.5, som især er rettet mod AI-kodning. Modellerne Claude Sonnet 3.5 og 4 har generelt været anset som de bedste på dette område, især når det gælder populære scripting-sprog som Python eller Java.
Sonnet 4.5 skulle efter Anthropics udsagn være så god, at den kunne stå og arbejde i 30 timer alene og producere 11.000 linjers kode, der udgjorde en professionel chat-app i stil med Slack eller Teams. Men det store spørgsmål er, om det rent faktisk betyder noget. Nye undersøgelser viser nemlig, at den store produktivitets-forøgelse, AI skulle levere, er udeblevet.

Konsulentfirmaet Bain & Company udsendte for få dage siden en rapport, der sendte chokbølger gennem Silicon Valley, fordi den konkluderede at AI-kodning indtil nu har haft en ”ubemærkelig” effekt på software-industrien. Det er ikke fordi, industrien ikke har taget imod AI-kodning, tværtimod har to ud af tre softwarevirksomheder i USA nu integreret AI-baserede kodeværktøjer.
AI-genereret ”workslop” forsinker arbejdet
Problemet er blot, at firmaernes udviklere ikke er blevet specielt meget mere produktive med de nye værktøjer. Rapporten angiver, at AI-værktøjer i princippet skulle kunne overtage op mod 40% af en udviklers daglige arbejde med kodegenerering, fejlfinding, tests med mere. Men indtil videre melder virksomhederne kun en produktionsforøgelse på 15%.
15% ville være et udmærket resultat, hvis tidsbesparelsen blev brugt på arbejde, der genererer mere værdi. Men rapporten viser netop, at dette ikke er tilfældet, og derfor er der ingen værdiforøgelse forbundet med at indføre AI-kodeværktøjer i processerne. Tidligere undersøgelser har også vist, at udviklerne bruger så meget tid på fejlretning i AI-genereret kode, at tidsbesparelsen reduceres til 0.
Harvard Business Review (HBR) bragte for en uge siden en undersøgelse, der viser, at produktiviteten faktisk er gået ned i mange virksomheder, der har integreret AI’er i processerne. Det skyldes ikke mindst, hvad folkene bag undersøgelsen kalder ”workslop”, som er f.eks. AI-genereret tekst i emails og dokumenter, der pynter, men er unødvendig – og derfor er spild af tid at læse.
Skaber dårlig steming på jobbet
40% af de over 1.150 adspurgte på tværs af en række industrier, siger ifølge HBRs undersøgelse, at de har været udsat for workslop i den sidste måned. Gennemsnitligt estimerer disse adspurgte, at 15,4% af indhold, de har fået i arbejds-sammenhæng, er workslop.
Det har medført tidsspilde med at dobbelttjekke AI-genereret information, forklare uklar AI-tekst og sætte møder op for at afklare misforståelser. I alt vurderer holdet bag HBR-undersøgelsen, at den ovennævnte tilstedeværelse af workslop koster en stor organisation med 10.000 medarbejdere 9 millioner dollar (cirka 57,3 millioner kroner) årligt i tabt produktivitet.

Derudover dokumenterer HBR, at det skaber dårlig stemning mellem medarbejderne, når AI bruges i kommunikationen, fordi folk føler sig nedprioriteret, når de modtager AI-genereret tekst. I andre tilfælde anses det for at være sjusk eller udtryk for dovenskab, hvilket også tegner afsenderen i et dårligt lys.
Køb ind i ChatGPT og spild tid med AI-slopvideoer
Anthropic er dog ikke den eneste AI-virksomhed, der lancerer noget stort i dag, som risikerer at blive mødt med modstand. OpenAI har netop annonceret et nyt initiativ, der laver ChatGPT om til en webshop – på en måde. Instant Checkout er navnet på en ny funktion, der gør det muligt at købe ting, ChatGPT finder til dig på nettet.
Foreløbig virker det kun med Etsy-platformen, men snart vil alle webshops, der bruger Shopify som platform også komme med. Det virker på den måde, at hvis du beskriver, hvad du skal bruge, så finder ChatGPT det for dig, og så kan du bestille og betale med det samme.
I forbindelse med annonceringen har Wired opsnuset, at OpenAI snart vil lancere et TikTok-agtigt socialt medie, der er baseret udelukkende på videoer genereret med firmaets video-model, Sora 2.
Men Meta har netop lanceret noget lignende i form af Vibes, der netop er en slags TikTok for AI-videoer. Denne lancering har ikke ligefrem været mødt med begejstring. Tværtimod har flere medier kritiseret Meta for at opfordre til at folk producerer endnu mere unødigt AI-slop, hvilket der ikke virker til at være opbakning til blandt brugerne.








