Forside * Nyheder

POWER fik succes ud af identitetstyveri

-
Foto: recordere.dk

En sag om identitetstyveri overfor Power endte overraskende positivt for kæden.

I efteråret 2024 blev elektronik- og hvidevarekæden POWER ramt af en sag om identitetstyveri. En svindler udgav sig for at være administrerende direktør Jesper Boysen og bestilte varer på kædens vegne. Sagen udviklede sig til en lang række misforståelser med kinesiske leverandører – men endte overraskende som et samarbejde, der i dag har ført til et nyt produkt på hylderne.

Falsk direktør på messe

Svindlen tog fart på sidste års IFA-messe i Berlin, hvor en mand udgav sig for at være Jesper Boysen og lavede fiktive ordrer. Det resulterede i, at kinesiske leverandører efterfølgende tog kontakt til POWER – både via telefon, mail og personligt fremmøde i Danmark.

Annonce:

”Det har helt ærligt været en værre redelighed. Vi har ad to omgange haft kinesiske delegationer stående uden for vores hovedkontor i Glostrup – den seneste så sent som for seks uger siden. Og så har der været utallige henvendelser via LinkedIn, mails og telefoner. Det har været meget massivt,” siger Jesper Boysen, administrerende direktør i POWER.

Afsløret af kinesisk fabrikant

Det var den kinesiske fabrikant Catherine Hu, der først afslørede svindlen. Hun havde mødt den falske direktør på IFA-messen, men opdagede kort efter, at den rigtige Jesper Boysen slet ikke deltog. Hun gjorde derfor POWER opmærksom på situationen.

Efterfølgende tog POWER direkte kontakt til fabrikken i Kina for at forhindre yderligere svindel. Det udviklede sig til et samarbejde, hvor en dansk delegation besøgte fabrikken og blev imponeret af produktionen.

Nyt produkt under Point-serien

Resultatet er en ny kogeplade, udviklet i fællesskab med den kinesiske leverandør, under POWERs egen mærkevareserie Point.

”Jeg er nærmest blown away. De her kogeplader er på et teknologisk niveau, som placerer dem blandt de absolut bedste på markedet. De har en ny Flow Induktion-teknologi og er udstyret med matglas, som er tre gange så robust over for ridser sammenlignet med traditionelle kogeplader. Det er virkelig kram,” siger Jesper Boysen.

Fra svindel til samarbejde

På årets IFA-messe mødte Jesper Boysen endelig Catherine Hu, der satte hele forløbet i gang. Han lægger ikke skjul på, at svindleren utilsigtet har banet vejen for en usædvanlig succes.

”Jeg lægger mig fladt ned. Svindleren har – helt uforvarende – skabt en fantastisk kontakt til den kinesiske leverandør, som vi aldrig selv var kommet i nærheden af. Og han har skaffet os bedre kreditter, end vi tidligere har kunnet få. Så han har eddermame været dygtig,” siger Jesper Boysen.

De nye kogeplader lanceres under navnet POBO, en forkortelse for Point Boysen.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.