
En dansk online-kampagne kritiserer overvågnings-tiltag i et nyt EU-initativ mod børneporno og pædofile online. Det har sat forslagets tilhængere og EU-politikere under pres.
En weekend i august besluttede en aalborgensisk mand sig for at slå et slag for privatlivsrettigheder og øge sin indsats mod masseovervågning. Han startede websitet Fightchatcontrol.eu. Og det kunne såmænd have været enden på historien. Men websitet er blevet et viralt hit og har givet en række folkevalgte politikere på tværs af EU fyldte email-indbakker.
Fightchatcontrol.eu informerer om EUs såkaldte “chatkontrol”-lov, der mere formelt er kendt som CSA-forordningen eller Forordning om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn. Lovforslaget, der skal beskytte børn mod pædofile og nedbringe mængden af børneporno på nettet, blev første gang fremsat i 2022 af Europakommissionen. Forslaget blev midlertidigt trukket tilbage i juni 2024 efter en del kritik fra tech-branchen og privatlivs-organisationer.
Men i forbindelse med Danmarks overtagelse af formandskabet i Rådet for den Europæiske Union i Juli, er lovforslaget kommet op at vende igen, og nævnes specifikt som en prioritet i det fremsatte politiske program for formandsperioden. Det var bl.a. dette, der fik den 30-årige aalborgenser, vi kun kender som ”Joachim” til at fare i det digitale blækhus.
Selv om der næppe er ret mange, der vil modsætte sig beskyttelse af børn mod seksuelle overgreb og bekæmpelse af børneporno på nettet, er såvel digitale rettighedsorganisationer som Electronic Frontier Foundation (EFF) og EDRi, samt tech-industrien og en række folkevalgte EU-politikere bekymrede for, at lovforslaget går for langt. Der gives simpelthen for mange beføjelser til myndighederne, mener de.
Dekryptering og scanning
Specifikt påpeger modstandere af lovforslaget, at det giver myndighederne mulighed for at masse-scanne chattjenester som f.eks. WhatsApp eller Signal for grooming af børn og udveksling af børneporno. Det skulle blandt andet ske ved at gøre det muligt at bryde krypteringen på tjenesterne, hvis myndighederne fatter mistanke. Meta har udtalt sig kritisk om forslaget og Signal har meddelt, at hvis loven bliver vedtaget, vil tjenesten trække sig fra EU.
På Fightchatcontrol.eu kan man se, hvilke EU-medlemslande og EU-politikere, der er modstandere eller tilhængere af lovforslaget. Men det, der har forårsaget de største hovedpiner for politikerne, er muligheden for at sende e-mails til de folkevalgte direkte fra websiten. Ikke bare til EU-politikere fra ens eget land, men til dem alle.

”Vi modtager hundredvis af emails hver dag om dette her” siger Evin Incir, der er medlem af Europa-Parlamentet for de svenske socialdemokrater, til Politico. Sidstnævnte har også bekræftet lignende tilstande hos en hel del andre EU-instanser, og rapporterer om, hvordan kampagnen har fået den polske regering til at komme med offentlige udmeldinger om emnet og har fået irske politikere til at tage emnet op i Irlands parlament.
Det er dog langt fra alle, der synes, at kampagnen er en god idé. Der er også dem, der i højere grad anser det for at være en problematisk spam-kampagne. Den tyske europaparlamentariker Lena Düpont fra Det Europæiske Folkeparti siger til Politico, at ”Når det handler om dialog i et demokrati, kan man ikke kalde dette for dialog”.
Millioner af sendte emails
Et lignende synspunkt præsenteres af Mieke Schuurman, der leder børnerettigheds-organisationen Eurochild. Schuurman påpeger, at kampagnen har gjort det umuligt for organisationer som Eurochild at nå de relevante politikere, fordi de har været nødt til at sætte autosvar på, simpelthen for at dæmme op for email-bombardementet fra Fightchatcontrol.eu.
Joachim, hvis efternavn holdes hemmeligt fordi hans arbejdsgiver ikke vil sættes i forbindelse med kampagnen, beklager dette overfor Politico. Han siger dog samtidig, at det viser hvor stor betydning, emnet har for almindelige mennesker, og at ”det ikke bliver mere demokratisk”. Han siger også, at siden er blevet besøgt af 2,5 millioner mennesker, og at han ikke har overblik over antallet af sendte emails – men at tallet er langt højere end besøgstallet.
Justitsminister Peter Hummelgaard siger til Politico, at der i den seneste version af lovforslaget kun er tale om scanning og dekryptering kun vil finde sted som en sidste udvej, og der derfor slet ikke er tale om ”chatkontrol”, sådan som modstanderne og Fightchatcontrol.eu påstår.








