
Fra januar 2026 bliver streamingtjenesten Disney+ integreret i Waoos tv-univers. Aftalen betyder, at Waoos kunder får direkte adgang til Disney+ via deres eksisterende tv-platform, og dermed kan se alt fra Marvel og Star Wars til National Geographic og sport uden at skulle bruge en separat app.
Det er endnu ikke oplyst præcist, hvilke tv-pakker der vil inkludere Disney+, men det fremgår af dagens udmelding, at streamingtjenesten bliver en del af Waoos samlede tv-udbud. For nogle kunder vil Disney+ indgå i de eksisterende pakker, mens andre vil kunne tilkøbe tjenesten som et supplement.
Med integrationen følger også muligheden for at samle regningen ét sted, hvilket Waoo vurderer som et vigtigt skridt i en tid, hvor mange forbrugere jonglerer med flere streamingabonnementer. Ifølge Brian Lønroth, administrerende direktør i Waoo, er samarbejdet et naturligt næste skridt:
“Vi er glade for at kunne byde Disney+ velkommen hos Waoo. Vores kunder får adgang til noget af verdens bedste underholdning – fra ikoniske film til nye serier og livefodbold. Samtidig betyder det, at vi nu kan tilbyde en endnu mere samlet oplevelse, hvor streaming og klassisk tv går hånd i hånd. Vi kan se, at mange danskere ønsker alt samlet ét sted, og det er præcis det, vi leverer med den her aftale.”
Han tilføjer, at Disney+ vil være fuldt integreret i Waoos brugerflade, så kunderne kan søge og afspille indhold direkte fra tv-menuen uden at skifte app.
Hos Disney fremhæver Hans van Rijn, Country Manager for Norden og Baltikum, at samarbejdet med Waoo passer ind i koncernens strategi for lokal tilstedeværelse:
“Danmark er et vigtigt marked for os, og vi ønsker at gøre det så nemt som muligt for forbrugerne at få adgang til vores indhold. Waoo har et stærkt brand og en høj kundetilfredshed, og vi ser det som et perfekt match. Med denne aftale bliver det endnu lettere for danske seere at opleve det brede univers af historier og figurer, som Disney+ rummer.”
Aftalen betyder, at Waoo føjer sig til rækken af danske udbydere, der har integreret Disney+ direkte i deres tv-platforme. Tidligere har blandt andre YouSee og Telmore gjort det muligt at få adgang til tjenesten som en del af deres pakker.








