
Der er også nyt om Apples smartbriller, der forventes at kunne køre en fuld VisionOS, når de er koblet op på en Mac.
Det bliver ikke nogen stor, fancy presseevent, men derimod en affære, der primært finder sted online – måske endda uden den sædvanlige, stort anlagte præsentationsvideo. Men ikke desto mindre ser det ud til at Apple gør klar til en større produktlancering i denne uge.
Sådan er det i hvert fald, hvis man skal stole på den normalt ret troværdige Apple-spåmand Mark Gurman fra Bloomberg, der plejer at have kilderne i orden. I sit seneste nyhedsbrev skriver Gurman, at vi kan forvente en række nyheder, der alle er centreret omkring det nye M5-chipset.
Standardversionen af M5 er klar, selv om Apple stadig arbejder på de to kraftigere versioner, Pro og Max, skriver Gurman. Af samme grund forventer han at vi kommer til at se produkter lanceret, der allerede er rygtedes til at have standard-M5’eren ombord.
Det betyder blandt andet en ny 14” MacBook Pro. Den billigste MacBook Pro, man kan købe, er netop baseret på Apple Silicon M-seriens standardversioner, og det har ikke været usædvanligt for Apple at lancere den særskilt fra de kraftigere versioner med Pro- og Max-chipsets ombord.
Samler lanceringer i oktober
Gurman forventer at de sidstnævnte kommer tidligt næste år, men at vi vil se en ny 14” MacBook Pro med M5 allerede i denne uge. Et af de mest sikre tegn på dette er, at Apple-butikkerne i USA er ved at løbe tør for modellens forgænger med M4-chippen ombord.
Det er naturligvis i sig selv en nyhed, at M5-chippen bliver lanceret, selv om der kun forventes inkrementelle opgraderinger af chipsettet, snarere end større, arkitektoniske ændringer. Men 14” MacBook Pro bliver langt fra den eneste enhed med M5 ombord, der lanceres i denne uge ifølge Gurman.
Første gang vi så M4-chippen var i maj sidste år, noget tidligere end forventet, da den dukkede op i en ny iPad Pro. Derefter fulgte MacBook Pro i oktober måned. Nu ser det dog ud som om, Apple som forventet har samlet lanceringerne, sådan at både iPad Pro og MacBook Pro får M5 samtidig. Med andre ord kan vi også forvente opgraderede iPad Pro-versioner i denne uge.

Det eneste, der stikker lidt ud fra lanceringsmønsteret er, at rygterne om et opgraderet Vision Pro-headset ser ud til at holde stik. Gurman forventer således, at xR-entusiasterne igen skal brænde hul i bankkontoen for at få fingre i et Vision Pro-headset, der nu har M5 ombord.
Smartbrille med MR-software
Hvad det betyder for headsettets evner, finder vi først ud af senere. Men hvis der kommer nogle opgraderinger af skærmene eller anden indvendig hardware ud over M5-chippen, bliver disse formentlig små. På ydersiden skulle den opgraderede Vision Pro have en nydesignet strop, der skulle reducere nakke- og hovedpiner ved langtidsbrug.
Når det gælder Apples planer for Vision-serien fortæller Gurmans kilder ham i øvrigt, at de smartbriller, som Apple nu har prioriteret over en lettere og billigere version af Vision Pro, kommer til at kunne køre samme software som det dyre headset.
Smartbrillerne vil ligesom Metas nye Ray-Ban Display-briller have skærm i glassene (Apple arbejder dog også på AI-briller, der blot fungerer med lyd). Når brillerne er koblet op på en Mac, vil de ifølge kilderne kunne køre samme VisionOS-version som Vision Pro, og når de er koblet op på en iPhone, vil de i stedet køre en mere skrabet udgave af styresystemet.
På den måde spilder Apple ikke de ressourcer, de har brugt på at bygge VisionOS og det tilhørende apps- og indholds-økosystem, selv om udviklingen af det lukkede headset bliver lagt på is for en tid.








