
Gaming-mus med flyvende batteriudskiftning
Glorious er klar med deres nye D3 Wireless mus. Det er sjældent man oplever de helt store innovationer på mus, men her forsøger man da om ikke andet noget nyt, med et batteri der kan udskiftes mens man spiller. Om det så er smart eller en gimmick, kan måske diskuteres.
Design og komfort
D3 Wireless bygger videre på Glorious’ ergonomiske D-form, som er målrettet dem som foretrækker palm- eller claw-greb. Personligt er jeg ret begejstret for formen som gør, at mit håndled hviler på bordet, mens fingrene på naturlig vis er placeret på musen. Det føles rart og man bliver ikke træt i hånden under længere tids brug.
Musen vejer 68 gram, men føles stadig solid og velbygget. Nogen vil måske være irriteret over at knapperne ikke når helt hen til midten af musen, der i stedet er delt på midten med led-lys. I brug føler jeg dog ikke at det har noget betydning.

Ydeevne
I musen sidder Glorious’ nye BAMF 3.0-sensor med op til 30.000 DPI og en polling rate på 8.000 Hz, hvilket giver præcision og ganske lidt forsinkelse.
Det mest interessante og anderledes ved D3 musen er dog det såkaldte InfinitePlay-system, som er årsagen til at jeg valgte at teste musen til at starte med. Systemet består af et udskifteligt batteri, som kan skiftes på få sekunder, uden at musen lukker ned. Derudover medfølger en lille dock, hvori du kan lade det ekstra batteri, samt se batteristatus på musen.
Selve musen indeholder et mindre internt batteri også, der sørger for at musen stadig har strøm og er tilsluttet, mens du sætter et nyt batteri i. Det fungerer godt.

Du skifter batteriet ved at klikke ind på batteriet, som sidder bagerst på musen. Derved skubbes batteriet ud og du kan sætte det andet i. Batteriet der ikke er i brug oplades i den medfølgende dock, der udover oplysninger om batteriniveau også styrer polling og DPI, ligesom du kan sætte den medfølgende 2.4 Ghz dongle i docken. D3 kan i øvrigt også tilsluttes via bluetooth.
Hvor længe batteriet holder afhænger selvfølgelig af hvor meget du spiller osv, men det betyder så ikke det store her, fordi man bare skifter batteriet når strømmen er lav. Det er rart, at musen ikke slukker og skal gentilsluttes under batteriskiftet, ligesom et dødt batteri ikke betyder, at du må give op midt i et spil. Man kan på både mus og dock se når det er tid til at skifte batteriet.

Konklusion
Glorious D3 Wireless er en fin mus. Let, hurtig, præcis og behagelig.
Men det helt store spørgsmål er, om det er smart at kunne skifte batteri undervejs? Ja i princippet, hvis du er typen, der glemmer at oplade din mus mellem spilsessioner. Ellers vil jeg mene, at det er mindre vigtigt, da det trods alt er de færreste der spiller SÅ mange timer i streg at deres mus går død for strøm inden man lader. Og spiller man med kabel er der slet intet behov for at lade. Men vil du være helt sikker på at det aldrig sker med en trådløs mus, så er D3 muligvis noget for dig.
Set til 1.270 kroner.
Karakter: 3,5 ud af 5 stjerner









