Forside * Featured

Test: Sennheiser HD 550 headset og HD 500 BAM-mikrofon

-
Foto: recordere.dk

Vi tager et lille kig på Sennheiser HD 550 og den ny mikrofon HD 500 BAM.

Det var egentlig meningen, at dette alene skulle være en test af Sennheisers nye HD 500 BAM-mikrofon, men da vi ikke tidligere har kigget på HD 550-headsettet, blev det også en oplagt anledning til at se nærmere på det. Karakteren i bunden dækker derfor begge produkter i en samlet pakke.

Foto: recordere.dk

Design og komfort

Sennheiser HD 550 er en del af HD 500-serien og viderefører det klassiske Sennheiser-udtryk: mat finish, lav vægt og et minimalistisk design. Jeg er personligt vild med det enkle look og den kompromisløse tilgang: få funktioner, men høj lydkvalitet. Less is more.

Annonce:

Med en vægt på blot 237 gram er HD 550 let og behagelig at have på, samtidig med at byggekvaliteten føles solid. Ørepuderne er store og bløde, og som altid hos Sennheiser blandt de bedste på markedet. Headsettet er kablet, ikke trådløst, men kommer med udskiftelige kabler, en 180 cm ledning med 3,5 mm jack, adapter til 6,35 mm samt en stofpose.

Foto: recordere.dk

Lydoplevelse

HD 550 er et såkaldt open back-headset, hvilket betyder, at lyden ikke er lukket inde. Det giver en mere luftig, naturlig og realistisk gengivelse – og faktisk en fordel, når du kobler en mikrofon til.

Diskanten er klar og detaljeret, mellemtonen naturlig og nærværende, og man får fornemmelsen af at sidde midt i musikken. Bassen er til stede, men velafbalanceret – perfekt til jazz, klassisk og akustisk musik. Er du til tung bas, findes der alternativer med mere punch, men HD 550 prioriterer præcision og balance frem for bulder.

Den åbne konstruktion gør, at man let kan tale med andre, mens man har headsettet på, og man undgår den “indelukkede” fornemmelse mange lukkede modeller giver. Til gengæld slipper der både lyd ind og ud – så headsettet egner sig ikke til støjende miljøer, bus eller fly.

Foto: recordere.dk

Nu også til gaming og møder

Sennheiser har længe holdt fast i det enkle og analoge: fantastisk lyd uden unødvendige features. Derfor har HD 550 hverken ANC, app eller mikrofon. Det har mange ærgret sig over – mig selv inklusiv – for lyden og komforten gør headsettet oplagt til gaming.

Med HD 500 BAM har Sennheiser endelig løst det. Mikrofonen kan klikkes direkte i headsettet og leveres med kabel (3,5 mm jack), tre vindhætter og betjening til mute og volumen. Mikrofonarmen er fleksibel, så placeringen kan tilpasses, men den er følsom over for pustelyde – lidt finjustering hjælper dog meget.

HD 500 BAM passer til hele HD 500-serien samt HD 620S. Den gør præcis det, den skal: giver headsettet nyt liv til gaming, møder og chat, uden at gå på kompromis med lydoplevelsen.

Foto: recordere.dk
Foto: recordere.dk

Konklusion

Sennheiser HD 550 er et headset for lydelskere. Lyden er åben, balanceret og ærlig – og byggekvaliteten er fremragende. Sammen med HD 500 BAM får man en enkel, men effektiv løsning til både musik og gaming.

Der er selvfølgelig kompromiser: det er kablet, dræner controlleren hurtigere og mangler trådløse features. Men belønningen er ren lyd, høj komfort og en naturlig fornemmelse, hvor du kan tale og høre dig selv uden “osteklokke-effekten”. Får vi en trådløs version en dag, vil karakteren ryge helt i top.

Samlet karakter for headset og mikrofon: 4 stjerner

4
Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.