Forside * Featured

Afprøvet: Sony tager stort skridt med PlayStation Portal

-
Foto: recordere.dk

Nu kan du spille dine spil helt uden en PS5.

PlayStation Portal, der måske delte vandene lidt ved lanceringen, er gået hen og blevet en pæn succes. Den lille håndholdte har hidtil nu, via remote play, koblet til din PS5 og ladet dig spille de spil du har installeret på konsollen.

Men nu giver Sony PlayStation Portal et kæmpe boost og gør det muligt, at du kan streame mange af de digitale spil du ejer, helt uden at din PS5 behøver være involveret.

Annonce:

De løfter altså enheden fra at være en ren Remote Play-skærm til at være en selvstændig, cloud-baseret enhed.

Foto: recordere.dk

Flere spil på vej

Lige nu er det dog ikke alle spil der er tilgængelige via streaming, så har du et specielt spil du gerne vil spille, skal du nok tjekke om det er kompatibelt først. Sony lover dog at udbuddet vil vokse, efterhånden som de udvider deres serverkapacitet og licensaftaler.

Men spillene behøver altså som nævnt ikke at være installeret på din PS5, da du skal blot eje dem digitalt. Ja du behøver såmænd ikke engang eje en PS5 længere . Det hele foregår via streaming, og teknisk set streamer Portal ved op til 1080p og 60 fps, forudsat at forbindelsen er stærk nok. Sony anbefaler en stabil forbindelse på mindst 13 Mbps for optimal kvalitet.

Vi har leget med det og oplevet rigtig fine spiloplevelser, der virker mere stabile end dem remote play tilbyder. Det er enormt fedt at kunne få adgang til sine spil uden at de behøver være installeret på PS5, ligesom jeg glæder mig til at tage Portal med på rejser – noget remote play ikke har været godt nok til synes jeg. Faktisk anbefaler Sony også selv, at man streamer sine spil til PlayStation Portal fremfor at benytte Remote play, da forbindelsen er mere stabil og ikke afhængig af den opkobling din PS5 har.

Foto: recordere.dk

Nye menuer

Opdateringen bringer også et nyt brugerinterface med sig. Portal får en tydelig opdeling mellem Remote Play og Cloud Streaming, så man hurtigt kan vælge mellem lokal PS5-adgang eller ren cloud-afvikling. Der er samtidig kommet forbedringer til netværksdiagnostik, 3D-lydunderstøttelse og låsefunktioner, der gør enheden mere selvstændig og mindre afhængig af konsollen derhjemme.

Kun for premium kunder.

Det nye setup kræver dog PlayStation Plus Premium, Sonys dyreste abonnement. Det er her, adgangen til cloud-serverne ligger, og det er for nu eneste vej ind i Portalens nye funktionalitet, hvilket er en skam..

Derudover følger cloud-gaming den klassiske akilleshæl: stabil internetforbindelse. En ustabil forbindelse vil stadig give latency, pixelering eller nedbrud, og funktionen vil i sagens natur være afhængig af både lokal Wi-Fi og Sonys serverbelastning. I praksis har vi dog kun oplevet gode forbindelser indtil nu.

Er der tale om ny strategi?

Med opgraderingen placerer Sony PlayStation Portal i et rum, hvor håndholdte, streamingbaserede enheder for alvor begynder at tage form. De puster virkelig liv en Portalen. Den går ikke direkte efter markedet for high-end handhelds som Steam Deck og ROG Ally; i stedet positionerer den sig som en ultralet adgang til PlayStations økosystem – uden konsol, uden downloads, og uden hardwarekrav ud over selve enheden.

Det er et tydeligt signal om, at Sony ser cloud-gaming som en integreret del af PlayStations fremtid. Nu håber vi bare at streaming-funktionen bliver tilgængelig i andre af Sony PS Plus abonnementer, for 1100 om året for at streame spil man ejer er mange penge.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.