Forside * Nyheder

Christopher Nolan har optaget 600 km IMAX-film til ’The Odyssey’

-
Matt Damon (tv.) i rollen som Odysseus, sammen med den første teaserplakat for ‘The Odyssey’ (th.) (Foto: Universal Pictures)

Rigtig meget tyder på at fans af storfilm kan glæde sig til juli, når Nolans filmversion af Homers klassiske heltedigt får premiere.

Forestil dig en mand, der går og lægger en filmstrimmel på siden af motorvejen. Forestil dig, at han starter i Padborg og fortsætter sydover ad E45 indtil han rammer Hamborg, hvor han drejer til højre. Forestil dig så, at filmstrimlen slipper op midt på Leidseplein i Amsterdam.

Så lang er den samlede mængde film, som Christopher Nolan har optaget til sit næste, store biografeventyr, ’The Odyssey’. Og hele skidtet er i IMAX-format. Nolan er som bekendt glad for det oprindelige filmmedie og foretrækker at digitalisere celluloid fremfor at optage film med digitale kameraer. Men med sin nye film virker det som om, han forsøger at holde liv i produktionen af celluloid-film helt alene.

Annonce:

Nolan har udtalt til filmmediet Empire, at optagelserne af ’The Odyssey’ har krævet ”flere end 2 millioner fod” film. Det er 609 kilometer – eller sådan cirka afstanden fra Danmarks landegrænse til Tyskland og til centrum af Amsterdam. Det svarer nogenlunde til 100 timers filmoptagelser.

Optagelserne på de mange meter film begyndte i februar og varede i 91 dage. Siden har filmen været i klippe- og postproduktions-fasen, og det kan ikke være nogen let opgave at klippe 100 timers film ned til de tre timer, sådan en storfilm normalt varer. For der er virkelig tale om en storfilm.

Optaget ”de rigtige steder”

’The Odyssey’ er Christopher Nolans film nummer 13, men det lader ikke til at potentiel overtro har fået ham til at lette på ambitionerne. Ud over at indspille 100 timers IMAX-film har Nolan rekrutteret et af de mest stjernespækkede skuespillerhold i en nyere Hollywood-film.

Hvis nogen skulle være i tvivl, er det Homers klassiske heltedigt om Odysseus’ hjemrejse efter den trojanske krig, som Nolan har givet sig i kast med. Matt Damon spiller hovedrollen som Odysseus, Tom Holland spiller hans søn Telemachus, og Anne Hathaway spiller Penelope, Odysseus’ hustru.

Derudover medvirker Zendaya, Lupita Nyong’o, Robert Pattinson, Charlize Theron, Jon Bernthal, John Leguizamo, Elliot Page, Benny Safdie, Samantha Morton, Corey Hawkins, Mia Goth (der netop har fået et stort gennembrud i Guillermo Del Toro’s ’Frankenstein’) og Logan Marshall-Green.

Det lykkedes Nolan at lokke alle disse skuespillere ned til Middelhavet, for filmen er blandt andet optaget ude ”på rigtige bølger, omkring de rigtige steder”, hvor Homers ’Odysseen’ foregår, som Nolan udtrykker det. ”Vi ville gerne prøve at fange, hvor hårde, den slags rejser var for folk dengang.”

Det lyder jo lovende for filmfans, der kan få lov at se resultatet af Nolans strabadser sammen med skuespillerholdet til juli, når ’The Odyssey’ har verdenspremiere.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.