
En 40-årig mand fra Valby er blevet idømt syv måneders betinget fængsel for omfattende ophavsretskrænkelser.
Ifølge sagen havde manden i perioden fra marts 2022 til maj 2023 fremstillet kopier, redigeret og delt nøgenscener fra danske film og tv-serier på hjemmesiden redgifs.com samt på det sociale medie Reddit. Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en udmelding.
På Reddit fungerede han som moderator for gruppen ”SeDetForPlottet”, hvor han delte mindst 347 nøgenscener. Videoerne blev samlet set vist mere end 4,2 millioner gange.
Ud over delingen på sociale medier blev den 40-årige også dømt for at have downloadet og delt over 25 terabyte ophavsretsbeskyttet materiale via fildelingstjenesten superbits.org uden tilladelse fra rettighedshaverne.
Dommen faldt ved Retten på Frederiksberg i en tilståelsessag ført af NSK, og de 7 måneders fængsel blev gjort betinget med krav om 120 timers samfundstjeneste.
”Jeg er tilfreds med dommen. Den dømte har redigeret og delt filmsekvenser uden rettighedshavernes tilladelse, og det har retten set på med alvor.”, fortæller specialanklager hos NSK, Jan Østergaard.
Retten valgte at udskyde rettighedshavernes erstatningskrav til civilt søgsmål.








