Forside * Featured

Norlys sænker priserne og fordobler rabatter for ladekunder

-
Norlys hjemmeoplader (foto: Norlys)

Fra 1. januar 2026 bliver det billigere at være kunde hos Norlys, hvis man har en ladeboks til elbil. Energi- og telekoncernen sænker prisen på serviceaftaler og fordobler samtidig rabatten på opladning ved deres offentlige ladestandere.

Kunder, der enten ejer eller lejer deres ladeboks hos Norlys, får sænket deres månedlige serviceaftale med 30 kroner. Det gælder kun, hvis kunden samtidig har en elaftale med Norlys. Ændringen rammer ikke andelshavere med særlige tilbud.

Norlys har i forvejen tilbudt 10 procent rabat på opladning ved deres offentlige ladestandere til kunder med ladeboks og serviceaftale. Fra januar stiger rabatten til 20 procent. Ifølge Norlys skal det gøre det mere attraktivt at være kunde, også efter ændringerne i elafgiften.

Annonce:

Med finansloven for 2026 bliver elafgiften sænket til EU’s minimumssats på 1 øre/kWh i to år. Det mindsker værdien af den refusionsordning, som ladeoperatørerne i dag administrerer for kunder med hjemme-ladestandere. Norlys har derfor arbejdet på at gøre sine produkter mere konkurrencedygtige uafhængigt af ordningen.

I oktober passerede Danmark 500.000 elbiler i bilbestanden. Ifølge prognoser vil antallet nå én million allerede i 2028. Norlys ser en rolle i at styre elforbruget hen mod perioder med lav netbelastning og høj andel af vedvarende energi.

Priser pr. 1. januar 2026

Kundetype Pris i dag Pris fra 1/1 2026
Ejer af ladeboks 79 kr./md. 49 kr./md.
Lejer af ladeboks 199 kr./md. 169 kr./md.

 

Priserne gælder kun med en aktiv elaftale hos Norlys. Uden elaftale tillægges 50 kr./md. Prisnedsættelserne gælder ikke kunder med andelshavertilbud. Berørte kunder får direkte besked fra Norlys.

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.