Forside Baggrund

TDC Kabel TV’s distribution af signaler fra DTT-nettet


Modtagelse af digitalt tv via TDC Kabel TV


TDC Kabel TV begyndte at sende digitalt tv til kunderne i februar 1998. At der nu kommer et nyt digitalt jordbaseret sendenet giver ikke anledning til store omvæltninger. Vores output ligner sig selv, blot får vi nu bedre input, hvilket betyder, at vi kan levere TV2 i en langt bedre kvalitet end hidtil, og i 16:9. Samtidig er tegnsprogstolkning blevet tilgængelig.


 


Er du kunde hos TDC Kabel TV, har du allerede både digitale og analoge signaler tilgængelige i dit kabel-tv-stik. Anskaffer du en boks og et Selector-kort får du adgang til en digital version af din tv-pakke (dog ikke hvis du har Grundpakke[1]). Det betyder ikke, at de analoge kanaler forsvinder, de kan stadig ses på alle tv i huset.


Modtagelse af signaler på TDC Kabel TV’s digitale hovedstation.


TDC Kabel TV’s digitale hovedstation står i København. Her nedtages og behandles alle signaler, undtagen lokale og regionale tv- og radiokanaler.


 


En stor del af signalerne nedtages fra satellit, og er allerede digitale. Andre signaler nedtages analogt, og encodes af TDC Kabel TV. Nogle få leveres til hovedstationen som SDI-signal[2]via fiber, også disse encodes af TDC Kabel TV.


 


Når TDC Kabel TV skal distribuere tv-kanalerne fra hovedstationen ud i kabel-tv-nettet, pakker vi DVB-S (satellit) og DVB-T (DTT) signalerne ud, og pakker dem ned igen som en DVB-C (kabel-tv) transportstrøm (herefter benævnt QAM), som sendes ud i kabel-tv-nettet. Det betyder også at vi kan sammensætte kanalerne i vores QAM’er som vi ønsker, og ikke er afhængige af at lægge kanalerne i samme mønster, som de ligger på satellit eller DTT.


 


Der distribueres i øjeblikket 18 QAM’er i kabel-tv-nettet, der tilsammen indeholder ca. 125 tv-kanaler og ca. 80 radio-kanaler, samt et mindre antal interaktive tjenester. Hertil kommer 4 QAM’er der er reserveret til Selector Cinema[3].


Signalernes vej fra hovedstationen til kabel-tv-kunderne


Kabel-tv-nettet består af et mix af fiber og koaks, der spreder sig som et edderkoppespind ud i landet. Fra hovedstationen og frem til ca. 40 hovedfordelere, findes tv-signalerne KUN digitalt som QAM’er. Lokale og regionale tv- og radiokanaler findes ikke.


 


I hver af disse hovedfordere sker der en konvertering af Fuldpakke-kanalerne, så de – foruden at findes digitalt – også bliver indsat som analog kopi på en given frekvens.


Det er også i hovedfordelerne, at de lokale og regionale tv- og radiokanaler nedtages og indsættes analogt.


 


 



Sending af DR1 og DR2


DR1 og DR2 modtages fortsat på TDC Kabel TV’s digitale hovedstation som SDI-signal på fiber fra TV-byen. For at opretholde den høje kvalitet og driftsikkerhed bibeholdes dette setup indtil videre. Omkring den 1. oktober 2006 vil de lokale DTT-versioner af DR1 og DR2 også være tilgængelige i på kabel-tv-nettet i hele landet.


 


DR sender indtil videre ikke AC3/DD5.1 lyd.


 


 


Sending af TV2


TV2 har hidtil kun eksisteret som en analog terrestrisk kanal. Da TDC Kabel TV for 1½ år siden introducerede en set top boks, uden analog tuner, besluttede vi også at sende en digital version af TV2 ud til disse kunder. Men da det digitale signals basis var det analoge signal, har den digitale TV2 haft middelmådig billed-kvalitet.


 


Pr. 31. marts 2006 har DTT-signalet erstattet det hidtidige digitale TV2-signal, med mærkbart bedre billedkvalitet til følge. TV2 sender nu også i ægte 16:9, i stedet for som tidligere, at sende i 4:3 letterbox. Dette ægte 16:9 signal er også fra 31. marts 2006 stillet til rådighed for TDC Kabel TV’s Selector-kunder.


 


TV2 er stadig at finde på Selectors kanalnummer 3 men nu altså i den bedre kvalitet og ægte 16:9.


 


DTT systemet er et nyt og moderne system, som skal indkøres med store mængder nyt udstyr. Dette udstyr kan give og giver i dag problemer.


 


TDC Kabel TV’s Selector-kunder kan blandt andet observere, at vi pt. ikke sørger for at kundens TV automatisk selv skifter mellem 16:9 og 4:3 formaterne, og at vi endnu ikke sender AC3 lyden videre. Vi arbejder på at få disse elementer med, så hurtigt som muligt. [Automatisk skift imellem 4:3 og 16:9 virker nu på TV2 – red.]


 


Bor man i TV2 Lorrys område, får man både landsdækkende og regionale udsendelser digitalt. Bor man i de øvrige regioners område, kan man indtil videre kun se de landsdækkende udsendelser digitalt.


 


Der er mange detaljer der skal spille sammen for at indsætte et digitalt signal lokalt. Vi arbejder på en løsning, og forventer at være klar i hele landet omkring 1. oktober 2006.


 


TV2 sender i dag AC3 lyd under deres udsendelser, TDC Kabel TV arbejder på, at få AC3-lyden ud til kunderne. Signalet vil kunne modtages med Sagem 60, der understøtter DD5.1


 




Selector Sagem 60


 


Tegnsprogstolkning


Den 31. marts 2006 lancerede TDC Kabel TV den nye Tegnsprogstolkning-kanal fra DR og TV2. Kanalen hedder nu TegnSp på Selector og ligger på kanalplads 889.


DVB-subtitling


TV2 har valgt at sende undertekster i DVB format. Dette format kan kun læses af de nye Sagem60 bokse. For at ingen kunder skal miste underteksterne, sørger TDC Kabel TV for at lægge dem ind i signalet, så alle kunder kan se dem. 


DR extra og TV2 extra


TDC Kabel TV har ingen set top bokse der understøtter MHP. DR extra og TV2 extra er derfor ikke at finde i kabel-tv-nettet.


 


 








[1]Grundpakkens kanaler findes digitalt, men pga. QAM’ernes placering i frekvensbåndet, er der ikke adgang til dem, når man har Grundpakke, det forhindrer frekvensfiltret.



[2]SDI er et højkvalitets digitalt format


[3]Selector Cinema er en ægte Video on Demand tjeneste


 


 









Denne artikel må ikke kopieres, videresendes eller på anden vis offentliggøres uden forudgående skriftlig tilladelse fra TDC Kabel TV.





 

Direkte link til denne artikel:

Annonce