Forside Nyheder

LG klar med afspiller til både Blu-ray og HD DVD


LG vil demonstrere kombiafspilleren på den store forbrugerelektronikmesse, Consumer Electronics Show (CES), der afholdes i Las Vegas i starten af næste uge.

Afspilleren kan takle både Blu-ray og HD DVD, hvilket betyder, at krigen om de højopløste formater kan gå hen og ende uafgjort. De to teknologier konkurrerer nemlig om at blive standard for lagring af højopløst video.

De fleste kunder har da også forholdt sig afventende i forhold til at købe afspillere i håb om, at krigen mellem de to formater ville blive afgjort.

På markedet i starten af 2007
Både Blu-ray og HD DVD benytter en blå laserstråle til at læse mediet, mens traditionelle dvd-afspillere bruger en rød laser.

Den kortere bølgelængde på det blå laserlys gør, at afspilleren kan fokusere på et mindre punkt på mediet, og data kan derved pakkes tættere, hvilket giver en højere kapacitet.

Blu-ray disken har samme størrelse som en dvd-skive, men kan lagre 25 gigabyte på et enkelt lag og er derfor velegnet til brug ved spil og film i høj opløsning.

Konkurrenten HD DVD kan rumme 15 gigabyte på et enkelt lag.

Blu-ray promoveres blandt andet af Sony, Panasonic og Phillips, mens Toshiba er frontkæmper for HD DVD, der indtil nu har opnået den største popularitet i Hollywood.

LG har tidligere kun understøttet Blu-ray-formatet, men selskabet proklamerede på sidste års Cebit-messe i Tyskland, at det arbejdede med at udvikle en afspiller til det konkurrerende format.

Resultatet bliver offentliggjort i næste uge på CES-messen, og virksomheden bekræfter allerede nu at en afspiller, der understøtter begge formater vil blive lanceret i starten af dette år. Prisen er dog stadig en hemmelighed.


kilde “computerworld.dk / Reuters”

Annonce