Forside * Nyheder

Ny highend højttaler fra Focal: Diablo Utopia


Den første udløber af Focals gigantiske Grand Utopia EM udviklingsprojekt, er nu på banen. Diablo Utopia er den mindste model i den kommende Utopia serie, og bliver den eneste minimonitor i serien. Mange af teknologierne fra GU-EM går igen i Diablo Utopia.


Det første man bemærker, er at ideen med seperate kabinetter til hver enhed, går igen i Diablo. Diskantenheden er en version af den inverterede beryllium dome fra Grand Utopia EM, udviklet specielt til Diablo. Den har en rekordlav resonansfrekvens på 580Hz, der sikrer en utrolig ren og præcis diskantgengivelse. Diablo Utopias diskant, er iøvrigt lavet ved at forme berylliummet til den inverterede dome, i en proces som Focal har patent på.



Normalt formes beryllium til en diskant enhed, ved at pådampe det på en form, eventuelt under vacuum. Ulempen ved at pådampe er, at man ikke kan få et helt jævnt lag, samtidig med at der er risiko for små luftlommer i materialet. Disse ulemper er der ikke ved Focals metode, der er unik, idet det er første gang, det er lykkedes at forme berylliummet til domes, mens det er varmt. Dette er normalt ikke muligt, da berylliummet normalt øjeblikkeligt køles ned når man forsøger at forme det og dermed bliver hårdt. At metoden er unik, ses af at Focal er i forhandling med flere enhedsproducenter om at levere rå domes til dem. Derudover leverer Focal som bekendt diskantenheder til Wilson Audios topmodeller.


Som også på Grand Utopia EM, har Diablo Utopia sin diskant enhed i et seperat kabinet. Beryllium diskanten benytter den unikke IAL2 teknologi, hvor enheden bagtil nærmest ser ind i et uendeligt rum (i forhold til enhedens størrelse og den mængde luft den flytter). Samtidig har man tunet hele diskantsystemet som en helmholtz resonator, hvilket blandt andet sikrer et bedre impedansforløb af diskantenheden nedadtil, og sikrer en frigjorthed gennem hele frekvensområdet for diskantenheden.


Basenheden er en 6½ tommes ?powerflower? enhed, der benytter Focals unikke powerflower magnet system, der sikrer kraftigst mulige magnetfelt, med mindst muligt tab i feltet. Enhedens spiderdesign er også så unikt, at Focal har patentanmeldt konstruktionen. Samtidig er selve membranen lavet med Focals W komposit sandwich membran, der er ekstrem let og stiv, kombineret med at Focal er istand til at tune membranen, således at dæmpningen blever ensartet over hele frekvensområdet. Bassystemet er et refleks system, hvor Focal har benyttet en laminar port, som er optimeret så der ingen turbulens støj er, samtidig med at afstemningen sikrer, at bassen ikke komprimeres dynamisk.


Focal har brugt lang tid på en faseoptimal afstemning af filtret i sammenhæng med kabinettets design og enhedernes placering. Dette er med til at sikre en ekstrem præcis tredimensionel gengivelse.


Kabinetdesignet der er afledt af Grand Utopia EMs design, sikrer også en fasekorrekt placering af enhederne, og at deres vinkling er perfekt mod lyttepositionen. Selve kabinettet er iøvrigt som Grand Utopia EM lavet med det Focal kalder Gamma Struktur. Alle gode højttalerkabinetter bliver jo normalt afstivet internt. Focal er gået et skridt videre, og har med laser målt vibrationerne på kabinetoverfladen, hvorefter afstemningerne er placeret strategisk perfekt for at minimere vibrationerne. På de tykkeste steder er kabinettet iøvrigt ikke mindre end 5 cm tyk.


Standerne er på samme måde optimeret, og er en special stand udviklet specielt til Diablo Utopia, og er lavet af MDF og Aluminium, og er dæmpet internt med sand, og vejer intet mindre end 19,8 kilo. MDFen er pianolakeret, og kommer komplet med specialtilvirkede spikes.


Diablo Utopia udbydes i første omgang i sort pianolak, men vil senere mod et tillæg kunne fås i lige den finish der måtte ønske.


 


Tekniske Data



  • 1 tomme Beryllium inverteret dome diskant (27mm)
  • 6½ tomme W-membran, Power Flower basenhed
  • Frekvensgang (+-3db) 44Hz til 40KHz.
  • – 6 db punkt: 40Hz.
  • Følsomhed (2.83V/1m) 89db
  • Impedans: 8 ohm (minimum 4 ohm).
  • Delefrekvens: 2500Hz
  • Anbefalet forstærker: 20-200W.
  • Størrelse: 43x26x43 cm
  • Vægt: 20 kilo

 


Pris inkl standere


Diablo Utopia:  Kr. 35.000,- /stykket


 




Kilde: hififreaks.dk

Annonce:
Her på recordere.dk elsker vi en god dialog. Blot det holdes i en pæn tone, uden personhetz og indenfor emnet. Tak fordi du bidrager positivt. Kommentarer modereres.